The New World (2005)

    Virginia, 1607. En gruppe mænd fra England ankommer fra vandsiden. Kan de finde ud af at omgås med de indfødte?


    VISUELT LÆKKER HISTORIETIME

    Efter den tyve år lange pause som instruktør mellem Days of Heaven (1978) og The Thin Red Line (1998) kom der lidt mere fut i instruktør Terrence Malick, og der gik såleds kun 7 år, før han igen barslede med et værk: Denne gang storfilmen "The New World".

     

    Langt tilbage i tiden

    Og her er der virkelig dømt historietime, eller rettere historietimer. Oprindelig var filmen over tre timer lang, men nærværende biograf-cut er begrænset til to timer og et kvarter. Vi er lang tilbage i tiden, nærmere bestemt år 1607.

     

    Gnidninger opstår

    Til det endnu ukendte Virginia ankommer en gruppe skibe med englændere. Planen er at slå lejr og gå på opdagelse, med lidt held i samdrægtighed med den oprindelige befolkning. Men gnidningerne opstår, ikke mindst da der kommer en yndig ung kvinde "på tværs".

     

    Fortællestil i grænseland

    I sin fortællestil placerer "The New World" sig et sted i grænselandet mellem "The Thin Red Line" og Malicks efterfølgende film The Tree of Life (2011). Her er endnu rester af den knugende autenticitet og oprigtighed fra krigshelvedet, mens der også er tendenser i retning af "Tree of Life"s prætentiøse overload.

     

    Fænomenalt smuk fotografering

    Emmanuel Lubezkis Oscar-nominerede fotografering er fænomenalt smuk, og kombinationen af detaljerigdom og bredt naturperspektiv former billeder næsten af en anden verden. Men billederne kommer kun rigtig til deres ret, når filmens fortælling i helheden er i balance.

     

    Oaser fra kunstgjort støj

    Og det er den kun, når der er stille på lydsiden, eller rettere - når der ikke er tilført ekstraordinært lyddesign eller musik. Heldigvis opstår oaser fra den kunstgjorte støj, men langt størstedelen af filmen er underkastet især musik i en uskøn blanding af James Horner-originaltoner, Wagner og Mozart.

     

    Alle sanser skærpes

    Når naturens egne lyde hersker, skærpes alle sanser. Filmen folder sig ud som et sindbillede på selve livet, når det er smukkest. Anderledes når tonerne overdøver - her er vi straks inde i en boble af dikteret stemning, hvor bl.a. brugen af Wagner-ouverture er brutalt ude i hampen.

     

    Den unge skønhed

    Bedst blandt skuespillerne er debuterende Q'orinka Kilcher, der meget smukt og troværdigt bevarer den unge skønhed over sig gennem den somme tider vulgært over- og melodramatiserede storfilm.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021