Madman (1981)

Mystisk-uhyggeligt og gennemslagskraftigt B-gys, der er dygtigt til at udnytte antydningens kunst. Og det er nødvendigt, hvis ikke filmen, centreret om en sprogløst gryntende og muteret udkantsseriemorder, skal køre helt af sporet.

Omkring lejrbålet

Der bliver fortalt uhyggelige historier omkring lejrbålet på en summercamp for unge langt ude i skoven. Her kan en af de voksne berette om den sagnomspundne seriemorder, der lyder navnet "Madman". Hvis man siger hans navn højt, vil en ny serie mord nok straks finde sted...

Yndlingsvåben: Kløveøkse

En af de unge er kæk nok til at rejse sig og råbe Madmans navn ud i skoven – og herfra kan det jo næsten kun gå galt? I hvert fald er der snart liv i den forvoksede morder, der har base i et stort gammelt og faldefærdigt træhus dybt inde i skoven. Hans yndlingsvåben: En kløveøkse.

Leg med lys, skygge og mørk skov

Et begavet virkemiddel gennem det meste af gyseren er, at vi ikke ser Madman – andet end i hurtige glimt. Vi ser omrids, vi hører lyde, vi fornemmer hans størrelse og kapacitet udi at dræbe. Det forstærker i høj grad gyset, at der ikke er nærbilledefokus på et fortegnet og forkrampet ansigt. Legen med lys, skygge og mørk skov fungerer så uhørt meget bedre.

Ikke lige til at ryste af sig

Udnyttelsen af de relativt beskedne finanser er imponerende (i 1982 blev filmen da også nomineret som bedste lavbudgetsfilm på en scifi- og gyserfestival i USA), og "Madman" er ikke sådan lige til at ryste af sig til trods for den lineære spændingskurve.

Underspillet underlægning

Hér sørger Stephen Horelicks elektroniske underlægningsmusik også for en del stemning – og den er især stærk, fordi den er så underspillet anvendt (og på lav volumen). Skuespillet er egentlig udmærket, dog indimellem i den haltende, stive ende. Men ubehjælpsom og primitiv bliver "Madman" på ingen måde.