Tentacoli (1977)

Ekstraordinært vattet gysereventyr – i slipstrømmen af Spielbergs succesfilm Jaws (1975). Den rent italiensk producerede "Tantacoli", der på dansk fik titlen "Kæmpeblæksprutten", er rent ud sagt en omgang udtværet nonsens, som det er meget svært at se charmen eller berettigelsen i. Den største underholdningsværdi ligger i at betragte de (sagesløse) amerikanske skuespillere. Filmen er optaget i Californien.

Ottearmet fætter på spil

Opdagertypen Ned Turner (John Huston) kommer på lidt af en opgave, da han skal sørge for at få skovlen under en muteret kæmpeblæksprutte. Den ottearmede fætter holder sig nemlig ikke tilbage, når den skal have slukket frokostsulten. Uden at blinke æder den store som små mennesker, alt fra børn til fedtbjerge, og spørgsmålet er, hvordan man i virkeligheden får sat en stopper for denne hærgen...

Ufrivilligt urkomisk

Det ekstraordinært ufrivilligt urkomiske ved filmoplevelsen er, at vi aldrig ser en muteret kæmpeblæksprutte. Indimelem forsøger man sig med (dele af) en rigtig kæmpeblæksprutte, men man har ikke skabt et reelt skræmmende monster, og det er udelukkende effekterne udenom (særligt den anmassende underlægningsmusik), der skaber "spændingen".

Skraber (hav)bunden

Men det er ikke det eneste håbløse ved "Tentacoli". De kendte skuespillere, der er hyret ind til lejligheden, falder frygteligt til jorden – eller snarere havbunden – i en iscenesættelse, der er ikke-tilstedeværende. Helt håbløs bliver Shelley Winters, da hun i en jammerligt ringe krydsklippet/stillbilledebelemret sekvens skal forestille at være bekymret mor med sønnike som muligt blækmonsteroffer.

Pæne totalbilleder

Der er pæne totalbilleder i Roberto D'Ettore Piazzolis fotografering. Men det er også de eneste "superlativer", der kan rystes ud af ærmet om en filmoplevelse, der skraber havbunden med ødelæggende trawlereffekt.