Godless (2017)

Det begynder lovende i en seriefortælling baseret på klassiske westerndyder og i en lydknap og billedskøn æstetik. "Godless" bygger i de første to episoder flot op og præsenterer et scenografisk overbevisende blik på 1880'ernes vilde vesten, men forfalder herfra mere og mere til både melodrama og overfortælling, hvilket stille og roligt kvæler herlighederne.

De gode, de onde – og de samvittighedsløse

Miniserien, der er på syv timelange episoder, har de fleste westernklichéer med. Der er de gode, de onde og de virkelig samvittighedsløse, og det skorter ikke på hverken stjerneskuespillere eller lækre indpakninger.

Flere afskygninger af kvinder

Kvinderne – heraf nogle hårdkogte og stærke, andre lesbisk flirtende med veninder med benefits – udgør en central drivkraft i serien, idet handlingens miniputby er befolket stort set udelukkende af kvinder efter en større mineulykke.

Bittersød hævn

Det helt store drive er det bittersøde hævn/had/kærlighedstema, hvor den enarmede superskurk Frank Griffin (Jeff Daniels) er på jagt efter en vis Roy Goode (Jack O'Connell). Gammel nag ruster aldrig, men Goode har fundet sig godt til rette blandt kvinderne i udkants-miniputland og er – i hvert fald ikke til at begynde med – klar på konfrontation.

Klisteramerikansk

Efter den nævnte fine start ærgrer det udtalt, at "Godless" forfalder til det klisteramerikanske. Det smitter af i alle facetter af fortællingen, så det ellers fine skuespil også inficeres. Melodramaet og dets efterhånden outrerede(!) anvendelse af underlægningsmusik kommer snigende og tager styringen. Gudesmukt fotograferet af Steven Meizler.