Freeway (1996)

    En utilregnelig ung kvinde samles op af en berygtet seriemorder, men offer- og skurkerollerne bliver ikke helt som antaget.


    SYRET, SAFTIGT OG SÆRPRÆGET

    Usædvanligt flabet og tilsvarende veloplagt genre-konglomerat, der byder på stjernepræstationer af bl.a. Kiefer Sutherland og Amanda Plummer - men især Reese Witherspoon, der aldrig er oplever mere fandenivoldsk.

     

    Ikke den skarpeste kniv

    Witherspoons Vanessa er absolut ikke den skarpeste kniv i skuffen. Helt i begyndelsen af filmen ser vi, hvordan hun ikke kan stave sig igennem en simpel sætning. Og hendes mor Ramona (Plummer) er den midaldrende og temperamentsmæssigt utæmmelige prostituerede, der vrider numsen mod forbipasserende mænd.

     

    Ubegribelig utilregnelighed

    Så det er ikke fra fremmede, Vanessa har sin helt ubegribelige utiltegnelighed. Det var ellers meningen, at hun skulle være filmens helt store offer, da hun bliver samlet op af Kiefer Sutherlands seriemorder Bob Wolverton. Men dette møde tager meget uventede drejninger, der ikke skal afsløres i detaljer.

     

    Særdeles forfriskende

    Men én ting er sikkert: Det er ikke en filmoplevelse, der udvikler sig efter nogen helt almindelig spændingskurve. Og det er virkelig særdeles forfriskende - også selvom herlighederne i perioder kammer lidt for meget over i skinger flamboyance.

     

    Syret, saftigt og særpræget

    Det er en syret, saftig og særpræget filmoplevelse - ikke for enhver smag, men det lønner sig at se vanviddet til ende. Danny Elfmans underlægningsmusik er for meget til stede, men i sig selv skæve og opfindsomme toner.

     



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    1996, USA, Krimi, Drama, Komedie, Seriemordere, 102 min.

    Dansk titel: Freeway
    Instr: Matthew Bright Prod: Chris Hanley, Brad Wyman Manus: Matthew Bright Foto: John Thomas Klip: Maysie Hoy Mus: Danny Elfman
    Priser
    • SUNDANCE-N - Grand Jury Prize-nominering