Krummerne 2 – Stakkels Krumme (1992)

Sammenhængende film:

Krummerne (1991)

Krummerne 2 – Stakkels Krumme (1992)

Krummerne 3 – Fars gode idé (1994)

Midterbarnet i 1990'ernes Thøger Birkeland-filmatiseringer om familien Krumborg er, sagt på godt jysk, ikke så ringe endda. Det tyndbenede plot er nemlig serveret med masser af glimt i øjet, inspirerede skuespillere og et herligt flow, der gør de fjollede små og store personligheder ganske tilforladelige.

Det dér med kærligheden...

Mads Krumborg, kaldet Krumme (Laus Høybye), trives i det store og hele i sin kærlige kernefamilie, men har problemer med det dér med kærligheden. Hver gang, han forsøger at gøre kur til Yrsa (Barbara Topsøe-Rothenborg), går det galt for ham. Og så hjælper det heller ikke, at de to kriminelle Boris (Peter Schrøder) og Ivan (Jarl Friis-Mikkelsen) gentagne gange stikker af fra fængslet for at forsøge at kidnappe Krumme.

Uhøjtidelig omgang

Sideløbende lærer Krumme at ride af gamle Anders (selveste Ove Sprogøe) – så han i bedste Morten Korch-stil kan redde ære og det halve kongerige hen imod slutningen af filmen (=ikke histroiens stærkeste indspark). Hvor "Krummerne 2" først og fremmest henter sin charme er i den uhøjtidelige omgang med helte- og skurkeklichéer... og i en næsten hele vejen igennem synkroniseret skuespillerstab, fra børn til voksne.

Forfriskende røverpar

I den kuriose ende af birollegalleriet kan man opleve Buster Larsen i dennes sidste rolle som viceværten Svendsen. En sød og jordbundet præstation, og tilmed med et rørende solosang- og klavernummer i det fri. Peter Schrøder og Jarl Friis-Mikkelsen er endnu engang forfriskende som røverparret Boris og Ivan (særligt Friis-Mikkelsens barnlige glæde ved fængselslivet er skøn!) Laus Høybye stråler af ægthed i en fascinerende naturlig Krumme-optræden – filmseriens eneste.

Over plathedsgrænsen

Vi er selvfølgelig ikke vidner til stor filmkunst, men det er kunst i sig selv at hæve "Krumme"-historiefortællingen over dén plathedsgrænse, som den første film i serien lænede sig kraftigt op ad. Musikken står Shu-bi-dua-Michael Hardinger for i samarbejde med Rasmus Schwenger. Som underlægning ganske i tråd med det letløbende – og i meget vid udstrækning medforklarende til stemninger filmen igennem.