Double Jeopardy (1999)

    En kvinde bliver narret af sin mand og sidder seks år i fængsel. Bagefter vil hun have hævn.


    SOLIDT FORUDSIGELIGT

    Tommy Lee Jones er et af de væsentligste plusser ved denne film, der i bund og grund er ét langt sammensurium af trehundrede foregående actionthrillers.
     

    Tager grueligt fejl

    Da Elizabeth Parsons tror, at hun har mistet sin mand, tager hun grueligt fejl: Han er bare en værre gut, der for pengenes skyld lod som om, at han blev myrdet af sin kone.

    Uretfærdigt dømt
    Den amerikanske domstol idømmer Elizabeth seks års fængsel, og selvom det kommer frem, at Elizabeths mand sandsynligvis er i live, er der ikke noget at stille op - Elizabeth skal afsone sin straf!
     

    I kort snor

    Da Elizabeth prøveløslades, holdes hun i kort snor af opsynsmanden, Travis. Ved det mindste fejltrin ryger Elizabeth tilbage i brummen. Hævngerrigheden har sat sit voldsomme præg på kvinden, og da hun endelig støver sin mand op, kommer det ikke til at gå stille af sig.

    Ligefrem actionthriller
    "Double Jeopardy" er en solidt underholdende og meget ligefrem actionthriller, men den skydes tilsvarende i sænk af en række tåbelige genreklichéer, som ikke er til at se igennem fingre med. Samtidig har Ashley Judd slet ikke format til at udfylde så energisk en rolle.

    Uundgåeligt overdrevet
    Efterhånden som historien tager form, nærmer vi os det uundgåeligt overdrevne klimaks, og det er med en dårlig smag i munden, at vi endnu engang kan konstatere, at alt går som forventet. Med stedvis interessant musik af Normand Corbeil.



    Anmeldt i 2001 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    1999, USA, Tyskland, Canada, Action, Krimi, Børn på film, Fængselsfilm, 95 min.

    Dansk titel: Mord pr. efterkrav
    Instr: Bruce Beresford Prod: Leonard Goldberg Manus: David Weisberg, Douglas S. Cook Foto: Peter James Klip: Mark Warner Mus: Normand Corbeil