Män som hatar kvinnor (2009)

Sammenhængende film:
Män som hatar kvinnor (2009)
Flickan som lekte med elden (2009)
Luftslottet som sprängdes (2009)
The Girl with the Dragon Tattoo (2011)

Uden tvivl årtiets mest hypede romantrilogi her i Norden: Stieg Larssons tykke krimier er langet over biblioteks- og boghandelsdiske i ufattelige mængder.
 

Ambitiøs og bredt appellerende

Som premierefilm i flere end 100 danske biografer er filmatiseringen af den første bog da også ambitiøs og bredt appellerende. Filmen er en svensk produktion med støtte fra bl.a. Danmark, og har nordjyske Niels Arden Oplev som instruktør. Det er måske den eneste betændelsestilstand i en ellers fejende flot og meget svensk film, at netop en dansker er hentet ind.

Stilhedsangst
For man kan ikke lade være med at tænke på undervejs, hvorledes filmen havde taget sig ud i en mindre stilhedsængstelig instruktørs greb. Lad det være sagt med det samme, at filmen primært har en ambolt om benet, og det er muligvis nok Oplevs misforståede og amerikanske effektlydtapet, der er mere end dræbende på den gode historiefortælling.
 

Svulstig filmmusik

Det kommer til udtryk først og fremmest i Jacob Groths svulstige underlægningsmusik, der pløres ud over alle begivenhederne. Men lydtapetet er også en hurtigt størknende omgang spartel på de små tekniske detaljer, fx åbning af et nyt digitalt billede på en Mac-computer, der ledsages af hightech biplyde.

Billiggørelse via musik
For tilskuere uden en æstetisk perception af film er lyd og musik af mindre betydning, hvis den overhovedet registreres bevidst. Men tilskueren med sanserne udenpå tøjet græmmer sig over den totale billiggørelse, det er at pålægge filmkunstens unikke muligheder støj og strygere i en uendelig stemningsforførelse.
 

Billeder, der ikke står alene

Det er ikke fordi, vi efterspørger en Bergman som instruktør på denne spændende krimifilm. Blot en instruktør med sanserne i behold – en, der tør give millioner af tilskuere en oplevelse, der ikke er hæmmet af angsten for at lade billedets eget sublime udtryk stå alene.

Klare og kontante kvaliteter

Når filmen trods alt kan forføre selv de største modstandere af standard-musak i nordiske film, er det fordi den har nogle klare og kontante kvaliteter.

Sofistikeret spænding
"Mænd der hader kvinder" arbejder sig nemlig op på et spændingsniveau, der går ud over det primale og taler til langt mere sofistikerede centre i hjernen.
 

Dygtige skuespillere

At spændingsophobningen og -udladningen lykkes i et overordnet perspektiv skyldes primært de dygtige svenske skuespillere, der i små og store roller tilfører historien den nødvendige nerve.

Nordisk kontekst
Grundlæggende er den historie, der på baggrund af bogen har nået lærredet, endnu et dybest set banalt kriminalplot uden de store overraskelser, men i det stærke spil og den nordiske kontekst bliver det vedkommende, selvom Oplev og manusforfatterne Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg plastrer til og klæber op med Hollywood-fortællestil efter alle kunstens regler.
 

Primal grundstemning

Det, som instruktøren ikke ødelægger, men er dygtig til at fremhæve, er netop den primale grundstemning, der ligger urinstinktivt i alle mennesker: Rædsel, kamp og flugt.

Omklamrende

Den skinner så stærkt igennem alle de nævnte narrative tilvalg, at udstrålingen forbliver omklamrende og uafrystelig. Skuespillerne udgør således "centralnervesystemet" i filmen.

Sadistisk og rystende
Enkelte sadistiske og rystende scener vil blive husket længe og er i grunden hele filmen værd. Der vil derfor nok blandt tilskuerne være en tendens til ubevidst at fortrænge alt det, der ligger udenom.

Verden vakler

Det er altså ikke helt ufortjent, hvis filmen opnår roser i den landsdækkende presse, det er først, hvis produktet fremhæves som kunstnerisk ophøjet, at "verden begynder at vakle".

Stærkt spil

Michael Nyqvist og Noomi Rapace er begge særdeles velspillende i to meget forskellige centrale roller, mens Peter Andersson som sadistisk advokat og Peter Haber som skurk gør markante figurer.