Papillon (2017)

To Papillon-film:

Papillon (1973)

Papillon (2017)

Denne danskinstruerede, semi-Hollywood'ske genindspilning af fængselsfilmperlen fra 1973 kan allerbedst beskrives som stømlinet og glat. Der er ikke meget af den oprindelige films nerve tilbage, og både det mellemmenneskelige og det fængselskolde drama preller i vid udstrækning af på overfladen.

Uskyldigt dømt

Henri Charrière (Charlie Hunnam), der lyder navnet Papillon, dømmes for et mord, han ikke har begået og sendes straks i et fængsel, hvor hverken flugt eller opblødning i den dårlige behandling synes at være en mulighed.

Ihærdigheden koster

Men Papillon vil det anderles, og over flere omgange forsøger han at undslippe fængslet med et par villige medindsatte. Men flere gange bliver de taget, og Papillon havner bl.a. i hullet og på halv kostration – men at give op er ikke en mulighed.

Ekstreme mængder musik

Baseret på virkelige hændelser indfanger "Papillon"-opdateringen trods alt mange fine stemninger fra det klamme og skånselsløse fængselsmiljø. Men atmosfæren er hele tiden mere flot end egentlig troværdig, bl.a. fordi det meste af filmen er underkastet ekstremt stemningsdikterende underlægningsmusik.

Mangler gennemslagskraft

Skuespillerne har heller ikke den fornødne indlevelse eller gennemslagskraft til at gøre Dustin Hoffman og Steve McQueen kunsten efter. Særligt Rami Malek forfalder til overspil i Hoffman-rollen som fængselskammeraten Dega.

Rå drenge i fængsel

Michael Noer har næppe fået helt frie tøjler i denne internationale storproduktion. Dog medvirker "maskotten" Roland Møller som en af de rå drenge i fængslet. Mest interessant på skuespillerlisten er Yorick van Wageningen, der får tegnet et udmærket fængselsinspektørportræt. I øvrigt står David Buckleys underlægningsmusik – under slutteksterne – rigtig flot alene, med et korarrangement, der har meget høj standard.