Robin Hood: Men in Tights (1993)

Anmeldte Robin Hood-film:
Robin Hood: Prince of Thieves (1991)

Robin Hood: Men in Tights (1993)
Robin Hood (1991)
Robin Hood (2010)

Her er genreduelige Mel Brooks på hjemmebane, og denne gang ovenikøbet med Kevin Costner-filmen Robin Hood: Prince of Thieves (1991) som "forbillede". Farcen er mere eller mindre en 1:1-parodi på eventyrdramaet, der ikke var lige populært hos alle.

Klar på nye eventyr

Cary Elwes er Robin Hood, som altid djærv og klar på nye eventyr. Men før han kan få sin vilje – og kærligheden – er der mange (farce-)bøvede udfordringer. Til sidst skal han til og med finde en nøgle til sin dames kyskhedsbælte... den største og mest frustrerende udfording af dem alle.

Hyperventilerende farcestil

Det er ikke fordi, der ligges flad af grin fra ende til anden i mødet med Brooks' hyperventilerende farcestil. Hertil er de fleste af vittighederne, situationerne og replikkerne simpelthen for platte og forudsigelige. Det gode gamle trick med at lade selve filmoptagelerne (i nutidens 1993) indgå som en pudsig del af handlingen kommer heller ikke som en overraskelse.

Overbevisende scenografi

Men "Robin Hood: Men in Tights" fungerer alligevel over niveau i Brooksfarcer som Blazing Saddles (1974) og Dracula: Dead and Loving It (1995), ikke mindst fordi det scenografiske arbejde er pænt overbevisende – og fordi parodien på Costner-filmen indimellem rammer så præcist, at det bare er god komediestil.

Musicalindslag

Komponist Hummie Mann lægger sig meget tæt op ad Michael Kamens originalmusik til Costner-filmen – et af de mere velfungerende greb. Et par sprøde musicalindslag er lige tanden for meget, selvom teksten er nogenlunde opfindsom.

Aparte roller

Skuespillerne synes at trives i de aparte roller, men der er ikke levnet plads til egentlig vingeudfoldelse. Mel Brooks dukker selv op i en birolle som rabbiner med (i hatten påsyede) sidekrøller.