A Good Year (2006)

    En London-karrieremand arver sin onkels vinslot i Frankrig og havner i en situation, hvor han må vælge mellem penge og travlhed eller et liv i fred og ro.


    DET GODE LIV

    Succesinstruktøren Ridley Scott kan her opleves som ophavsmand til en noget mere jordbundet og kerneværdfifuld film, der beskæftiger sig med grounding og selvopfattelse i forandring.

    Karrierefyr i salgsplaner
    For da London-karrierefyren Max Skinner arver sin onkels vinslot i Frankrig, er hans umiddelbare tanke at sælge så hurtigt som muligt og score nogle flere millioner.

    En ny æra
    Men da han - lidt mod sin vilje - har opholdt sig i landidyllen et stykke tid, begynder han så småt at indse, at livet i pengestrømmenes travlhed måske er knap så attraktiv.

    Det søde liv
    Og at det søde liv imellem vinranker og smukke brunetter kan give ham så meget andet end non stop-action på hjemmefronten.

    Fat i den lange ende
    Det er alt sammen forholdsvis forudsigeligt, men Ridley Scott har alligevel fat i den lange ende, når han formidler Peter Mayles roman i et veludnyttet bredformat.

    Landidyllisk charme
    For "A Good Year" har pæn balance i sin landidylliske charme med et komisk-romantisk twist. I et fint portræt af værdien af jord under neglene former der sig en ganske elegant filmoplevelse.

    Stemnings-blandingsprodukt
    Samtidig er selvsamme stemnings-blandingsprodukt filmens største svaghed. For det er svært at føle sig helt dus med stilen, der i øvrigt er underkastet et sandt bombardement af musik (originalkomponeret og diverse popsange).

    Ikke så ringe endda
    På trods af den unødvendigt klistrede slutning er det dog smilet, man sidder tilbage med om læberne, da de to timer er gået: "A Good Year" er slet ikke så ringe, som mange gør den til.

    Fin uden at glimre
    Russell Crowe er fin uden at glimre i hovedrollen. Albert Finney har herlige øjeblikke i en birolle som Max' onkel. Bedst er Tom Hollander som Max' juristven.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024