Un sac de billes (2017)
To jødiske brødre må tage den farlige flugt over mark og vang til storbyen Nice, da nazisterne rykker nærmere. Med lidt held kan kernefamilien genforenes.
GLAT OVERFLADE
Den franske titel lod sig ikke oversætte ret godt til dansk, idet den betyder "En sæk kugler". Det var der nok blevet fniset en del ad rundt omkring, hvorfor titlen "Flugten til Nice" da også er mere salgbar og jordnær. Vi befinder os i Paris under 2. verdenskrig. Her er den jødiske frisørfamilie Joffo efterhånden truet af nazisterne, og familien må lægge en plan.
Farefuld færd
Derfor sender forældrene deres to yngste sønner af sted alene på en farefuld færd til Nice. Målet er, at familien kan genforenes og opholde sig mere sikkert her, men det kan være svært at sno sig mellem heilende jødehadere. Én ting er dog sikker: De to brødre tager sig meget kærligt af hinanden, og så skal det nok lykkes dem at trodse farerne.
Pletvis landskabssmuk
Pletvis landskabssmuk og med en (lidt for) nøjagtig tidsangivelse er det franske om ikke andet billedskønt portrætteret. Men meget andet end glat overflade bliver det ikke til. Hertil er både manuskript og fortællestil alt for forudsigelig, sentimental og uden nogen form for vilje til fornyelse.
Oceaner af underlægningsmusik
Læg hertil en række fortællemæssige valg, der trækker filmoplevelsen endnu længere ned i dyndet. Oceaner af klichémættet "jødisk" underlægningsmusik (med slagside til Williams' i Schindler's List (1993), uden sammenligning i øvrigt), og slowmotion-scener (adskillelses- og genforeningsstemninger "forstærkes" ved at lade børn og voksne løbe langsomt gennem kunstigt lysforstærkede årstidsstemninger).
Decideret grimt
Det bliver decideret grimt at sidde model til. Tilbage er et par næsten helt fine skuespillerpræstioner fra unge Dorian Le Clech og Batyste Fleurial, filmens helt centrale hovedroller... på flugt til Nice. En scene, hvor drengene skal stå skoleret foran den lokale topnazist, rummer en vis sadistisk funderet intensitet, men er trukket alt for langt ud på overdrevet.
Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2017, Frankrig, Krigsdrama, Børn på film, Teenagere, Coming of Age, Biografi, Drama, Historie, Bjerge på film, Tog på film, 110 min.
Dansk titel: Flugten til Nice- Dorian Le Clech (Joseph Joffo)
- Batyste Fleurial (Maurice Joffo)
- Patrick Bruel (Roman Joffo)
- Elsa Zylberstein (Anna Joffo)
- Bernard Campan (Amboise Mancelier)
- Christian Clavier (Docteur Rosen)
- Etienne Chicot (Le curé)
- Marek Vasut (Patron de l'hôtel)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation