Un sac de billes (2017)

Den franske titel lod sig ikke oversætte ret godt til dansk, idet den betyder "En sæk kugler". Det var der nok blevet fniset en del ad rundt omkring, hvorfor titlen "Flugten til Nice" da også er mere salgbar og jordnær. Vi befinder os i Paris under 2. verdenskrig. Her er den jødiske frisørfamilie Joffo efterhånden truet af nazisterne, og familien må lægge en plan.

Farefuld færd

Derfor sender forældrene deres to yngste sønner af sted alene på en farefuld færd til Nice. Målet er, at familien kan genforenes og opholde sig mere sikkert her, men det kan være svært at sno sig mellem heilende jødehadere. Én ting er dog sikker: De to brødre tager sig meget kærligt af hinanden, og så skal det nok lykkes dem at trodse farerne.

Pletvis landskabssmuk

Pletvis landskabssmuk og med en (lidt for) nøjagtig tidsangivelse er det franske om ikke andet billedskønt portrætteret. Men meget andet end glat overflade bliver det ikke til. Hertil er både manuskript og fortællestil alt for forudsigelig, sentimental og uden nogen form for vilje til fornyelse.

Oceaner af underlægningsmusik

Læg hertil en række fortællemæssige valg, der trækker filmoplevelsen endnu længere ned i dyndet. Oceaner af klichémættet "jødisk" underlægningsmusik (med slagside til Williams' i Schindler's List (1993), uden sammenligning i øvrigt), og slowmotion-scener (adskillelses- og genforeningsstemninger "forstærkes" ved at lade børn og voksne løbe langsomt gennem kunstigt lysforstærkede årstidsstemninger).

Decideret grimt

Det bliver decideret grimt at sidde model til. Tilbage er et par næsten helt fine skuespillerpræstioner fra unge Dorian Le Clech og Batyste Fleurial, filmens helt centrale hovedroller... på flugt til Nice. En scene, hvor drengene skal stå skoleret foran den lokale topnazist, rummer en vis sadistisk funderet intensitet, men er trukket alt for langt ud på overdrevet.