A Sense of Freedom (1979)

    En hårdkogt Glasgow-gangster praktiserer sin skånselsløse vold, men havner snart bag tremmer under helt igennem umenneskelige forhold.


    RÅT & USØDET

    Baseret på virkelige hændelser og Jimmy Boyles selvbiografiske optegnelser af samme navn, skildrer "A Sense of Freedom" den hårdkogte Glasgow-gangsters storhed og fald. Fra det kompromisløst voldelige gadeliv til nådesløst tremmeruskeri.

     

    Ikke for sarte sjæle

    Ikke for sarte sjæle og i det hele taget en rå og usødet gengivelse af kriminalitetens klamsvedte energi, hvor hovedpersonen Jimmy Boyle føler sig hævet over andre mennesker - og loven. Men før eller senere bliver han selvfølgelig indhentet af politet, og det er Boyles fængsling, der udgør filmens mest barske scener.

     

    Med dødelig udgang

    Når man som Boyle søger volden, helst med dødelige udgang, og er letantændelig som nitratfilm, går der ikke mange øjeblikke i livet bag tremmer, før man gør sig bemærket - og havner i isolationscelle.

     

    Mejslet ud i vrede

    David Hayman debuterede her som skuespiller med en meget overbevisende præstation mejslet ud i vrede, afmagt og menneskehad. Det er i vid udstrækning en solopræstation, i og med at filmen kredser så meget om hans (indre) drama, som den gør.

     

    Enkle virkemidler

    Stemningerne i filmen opnås gennem enkle virkemidler, og særligt fængslets knappe æstetik er perfekt udnyttet i talrige svært klaustrofobiske scener. Det lader ikke til, at Boyle lader sig stoppe af noget som helst - ikke engang en spændetrøje - så det er klart, at fængselsfunktionærerne må være på vagt hele tiden.

     

    Dramaet opstår indefra

    I vid udstrækning med begrænset anvendelse af underlægningsmusik. Dramaet opstår indefra, og tilskueren får lov til selv at koble tanker og perspektiver på det højintense tremmeruskeri. Filmen kom i to versioner, den originale med meget skotsk tale og en dubbet, hvor skuespillerne lagde mere "rigsbritiske" stemmer ind over.



    Anmeldt i 2018 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    1979, Storbritannien, Drama, Krimi, Biografi, Fængselsfilm, 81 min.

    Dansk titel: A Sense of Freedom
    Instr: John Mackenzie Prod: Jeremy Isaacs Manus: Peter McDougall Baseret på: bog af Jimmy Boyle Foto: Chris Menges Klip: Alan Macmillan Mus: Rory Gallagher; Frankie Miller
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation