Getting Out (1994)

    En ung kvinde kommer ud efter 8 år bag tremmer. Men ikke til en verden fuld af omfavnelse.


    KEJTET TV-DRAMA

    Uskøn og ujævn tv-film, der vinder terræn på en stærk præstation af Ellen Burstyn, men som generelt er både flødebolle-dramatisk og rimelig ubehjælpsomt iscenesat. I en universel historie, som alle (mødre) kan identificere sig med, møder vi Rebecca De Mornays Arlene Holsclaw, der netop er sat på fri fod efter 8 år bag tremmer.

     

    Ingen omfavnelse

    Og selvom hun bliver hentet af sin taxa-kørende mor (Burstyn), er der hverken omfavnelse eller kærlighed i kabinen: mor og datter har aldrig haft et godt forhold, og faktisk skal det vise sig, at moderen har vendt ryggen til ganske forfærdelige ting i Arlenes barndom.

     

    Bedst i starten

    "Getting Out" er bedst i starten, hvor der endnu er en god energi omkring Arlenes møde med det virkelige livs store udfordringer. Samtalerne - eller mangel på samme - med den ubehagelige mor er fulde af drama, takket være en eminent usympatisk præstation af Ellen Burstyn.

     

    Primitiv pløre

    Filmen vander dog gradvis ud i en primitiv pløre, hvor sammenhængskraften går lidt fløjten, og de dramatiske begivenheder inklusive traumatiske tilbageblik ligner mest af alt en Daniel Steel-tvfilm. Ikke mærkeligt, at mange har gjort nar ad den ringe filmatisering af Marsha Normans skuespil.

     

    Rigelig med musik

    Der er (selvfølgelig) rigelig musik til at understøtte det usikkert iscenesatte drama, men faktisk bliver underlægningen aldrig kvælende. Richad Jenkings rangerer helt i top på kreditlisten men har kun ganske få scener som sympatisk fængselspræst.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    1994, USA, Drama, Børn på film, 100 min.

    Dansk titel: Getting Out (tv)
    Instr: John Korty Prod: Dorothea G. Petrie Manus: Eugene Corr, Ruth Shapiro Baseret på: skuespil af Marsha Norman Foto: William Wages Klip: Jim Oliver Mus: Mason Daring
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation