Hunt for the Wilderpeople (2016)

Visuelt farvestrålende newzealandsk børne/familiefilm, der ikke sætter sin egen alternative fortællestil under en skæppe. Det er skævt, skørt og eventyrligt fra start – komplet med sirligt indrammet titel – og det er let at komme til at gnide sig forventningsfuldt i hænderne: Nu er der endelig en godbid af de mere overraskende på vej?

Lovende start

Men desværre, nej. Efter en lovende start og omtrent et kvarters kluklatterfrembringende skævhed står det klart, at "Hunt for the Wilderpeople" er en helt igennem dikterende filmoplevelse. Fantasifuldheden ligger i formen og ikke i tilskuerens egen perception og perspektivering. 

Overvægtig og utilpasset

13-årige Ricky Baker (Julian Dennison) er overvægtig og utilpasset, da han anbringes i New Zealands vildmark hos plejeforældrene Hec (Sam Neill) og Bella (Rima Te Wiata). Der skal gå en rum tid, før knægten bløder bare en anelse op, men snart er Ricky overladt til den sammenbidte og meget lidt børnevenlige Hec. Sammen begiver de sig ud på en vandring i den vilde natur, men jages på grund af store misforståelser snart af både myndigheder og befolkning.

Uudnyttet potentiale

Der er mange gode tangenter, der slet ikke spilles på i Taika Waititis iscenesættelse. Først og fremmest spilles der i meget velkendte dur-akkorder, og på trods af historiens skøre indfald udvikler filmen sig alt for forudsigeligt. Og nu vi taler om akkorder, er en af de helt store dræbere den absurde mængde af underlægningsmusik, hvor både 13 popsange og originalkomponerede toner kvæler det meste af dén fantasi, der trods alt måtte være lagt op til tilskueren.

Egen farvestråling

Den bjergtagende natur bliver aldrig dén centrale medspiller, der havde været håbet på. Filmen er bare mest interesseret i at (for)føre gennem egen farvestråling og i en række kapitelinddelinger, der ikke har meget glimt i øjet. Tilbage er det pletvist fine samspil mellem Sam Neill og unge Julian Dennison, men hér er der heller ikke nok bid i kæppen.

Menneskejagtsmenageri

Hele det omfattende menneskejagtsmenageri, hvor knægt og gubbe jages vildt af myndigheder, medier og menigmænd, er ærligt talt mere hysterisk og villet end regulært morsomt.