Hoosiers (1986)

A Nice Piece of Americana: En hele vejen igennem forudsigelig og håbløst fortærsket historie om en ny træner, der i 1951 kommer til byens High School og skal forsøge at føre basketholdets seks spillere fra bunden og frem til statsfinalen.

Fra skidt til godt
I starten går det ikke så godt, men tænk, snart begynder det at gå væsentligt bedre: Resultaterne er gode, spillerne er glade, og træneren bliver rost og hyldet.

Glædelig overraskelse
Det er således en glædelig overraskelse, at "Hoosiers" i denne kontekst er pænt medrivende fra start til slut, og at der nogenlunde kan bæres over med mange af de vamle elementer.

Naturligt skuespil
En af grundene hertil er skuespillet, der ikke på nogen måde følger den vamle linje: Det er naturligt, troværdigt og fuld af indlevelse. Gene Hackman er fin i rollen som den diktatoriske træner – når vi først selv har lært at acceptere hans utrættelige stereotype trænerråben.

Fint spil af Hopper
I rollen som den drikfældige hjælpetræner Shooter ses Dennis Hopper, der fint rammer rollens sarte skyggesider. Hopper blev både Golden Globe- og Oscar-nomineret for sin præstation.
 

Gode på banen

Barabara Hershey er den tilsyneladende ikke særligt imødekommende fungerende rektor Myra Fleener, der dog hurtigt fatter sympati for den udskældte træner. Basketballdrengene er gode på banen, hvor de formår at hæve gejsten med tilråb som Let's Go! og små klap på skuldrene. Både (basket)spil og skuespil er hér godt.

Intensiteten fastholdes
Når vi har set den første halve time, har vi egentlig allerede set de næste to halve, men det er allligevel lykkedes instruktør David Anspaugh at fastholde intensiteten gennem en række lange sportssekvenser, selvom resultatet på forhånd må siges at være kendt.

Lykkelig-Love-You
Det undrer dog stadig, hvorfor amerikanerne bliver ved at dreje disse film. De drages af denne nærmest militante patriotisme, de "rigtige" drenges sportskampånd – og af "lykkelig-love-you-syndromet". Det er snart blevet til nogle hundredetusinde amerikanske film med dette tema, men de kan bare ikke få nok.

Intet suppeflop
"Hoosiers" skiller sig som nævnt heldigvis ud fra mængden af suppeflops. Jerry Goldsmith fik en Oscar-nominering for sin nogenlunde tæmmede musik.