The Duellists (1977)

Dette er den britiske instruktør Ridley Scotts debutfilm – og den har ikke så forfærdeligt meget tilfælles med instruktørens efterfølgende mastodontsucceser, herunder ikke mindst Alien (1979) og Blade runner (1982).

Visuelt betagende
Det er en stilfuld, visuelt betagende film, men historien halter bagefter på en stakåndet og forvirrende facon. Handlingen udspiller sig over en periode på ca. 15 år fra året 1800. Filmens første scene introducerer os for en af hovedpersonerne, en officer i Napoleons hær, Gabriel Féraud (Harvey Keitel) der nedlægger en mand i en duel.

Duelgalskab
Dén forseelse skal han arresteres for, og den øverstbefalende beder en anden officer, kaldet Armand d'Hubert (Keith Carradine), om at hente Féraud. Men Féraud er duelgal, og han overgiver sig under ingen omstændigheder uden endnu en duel, så selvom d'Hubert ikke ønsker at duellere, må han alligevel hive sværdet frem. Han sårer Féraud i armen, men det betyder ikke, at han får ham arresteret.

Brutale klip
Efterfølgende klippes der hårdt og brutalt en tre-fire gange – henholdsvis ca. 3, 5 og 6 år frem i tiden, hvor duelgale Féraud mere eller mindre tilfældigt støder ind i d'Hubert og kræver revanche...

Hæderligt spil
Skuespillet er hæderligt, men hverken Keith Carradine eller Harvey Keitel bliver ældre at se på i løbet af de femten år, filmen udspiller sig over. Det kunne der godt ses gennem fingre med, hvis ikke det var fordi, der blev klippet så hårdt.

Tilfældige klingekryds

Lige pludselig er der gået seks år, og duellanterne befinder sig i en helt anden afkrog af kloden. Som regel støder de sammen, fordi de begge er i krig, men det forekommer alligevel for usandsynligt, at de lige sætter sig overfor hinanden hver gang ved et tilfælde.

Knivskarpe billeder
Men stadigvæk er det let at hengive sig til Frank Tidys flot komponerede, knivskarpe og meget stemningsfulde billeder. I dén henseende er Ridley Scotts debutfilm bemærkelsesværdig. Glimrende musik af Howard Blake.