Den kroniske uskyld (1985)

Filmatiseringen af Klaus Rifbjergs klassiske roman på ungdomsrepertoiret, "Den kroniske uskyld", blev ikke modtaget særligt godt, da den havde dansk biografpremiere i 1985. I bogen foregår handlingen i efterkrigstiden, mens instruktør Edward Fleming har valgt at lade filmen foregå omtrent tredive år senere.

Ét langt flashback
Den unge gymnasieelev Janus Tolne (Allan Olsen) sammenfatter sine ungdomsfølelser i sofistikerede og poetisk analyserende vendinger. Hele historien er sådan set ét langt flashback, for i begyndelsen afsløres slutningen.

Rigtig gode venner

Janus og hans bedste ven Tore Reimer (Thomas Algren) er overordentligt glade for hinanden og hænger ud sammen hele tiden. Men en dag forelsker Tore sig i den yndige Helle Junkersen (Simone Bendix), der viser sig at være kuet af en bastant og dominerende mor. Hende hører vi imidlertid ikke noget til før langt inde i filmen.

Opdelt i flere "akter"
Edward Fleming har ikke helt vellykket opdelt filmen i flere "akter". Det første udgør en glad og munter ungdomsfilm, hvor alt ånder fred og idyl. Det store, varme venskab mellem Tore og Janus får lov at folde sig ud – også midt i Tore og Helles forelskelse.

Stiger til hovedet

I anden akt stiger problemerne de unge til hovedet. Kærligheden har sin pris. Tore må frustreret erkende, at Helle ikke er til lir på skibsbriksen, mens Janus groft udnytter "klassens dumme pige" som en slags samlet substitut for både Helle og Tore.

Intet at skulle have sagt
Helle har absolut ikke noget at skulle have sagt overfor sin mor, der for alt i verden vil i kanen med Tore! Hun er helt ligeglad med sin følsomme datter. Det kan næsten kun bevæge sig i en retning: Ren tragedie.

En svag side
Skuespillet er en af flere svage sider ved filmen. Allan Olsen har masser af barnligt naiv og uskyldig udstråling, men han fremstår alligevel svag i den sammensatte rolle – og så forekommer Janus' dybsindigt formulerede tankemonologer slet ikke troværdige for en skuespiller som Allan Olsen.
 

Ikke imponerende

Thomas Algren imponerer ikke. Hans diktion er stiv og unaturlig, og hans spil er ikke talentfuldt. Simone Bendix udstråler fint den bastante underkuelse, mens Susse Wold overbeviser med slibrig ækelhed i den magtfulde morrolle.

Symbolikken tager magten
Problematisk ved filmen er det, at det virker som om, symbolikken har taget magten over den gode historie, og at skuespillerne i filmen bare er små prikker til psykologisk analyse.