Deepwater Horizon (2016)

Saftig, naturligt olieret, hæderligt spillet og teknisk stærk katastrofefilm baseret på virkelige begivenheder. Genreeksperten Peter Berg har her kastet sig ud på åbent hav i en ambitiøs skildring af en af historiens største oliekatastrofer. Pakket i den obligatoriske kernefamiliekontekst præsenteres det meste af actionfilmen råt for usødet. Det er mændenes verden, på nær en enkelt djærv latinamerikansk (drenge)pige: Livet på boreplatformen Deepwater Horizon kræver overarm og en smule overmod.


Da Mike Williams (Mark Wahlberg) og Jimmy Harrell (Kurt Russell) ankommer til deres treugerstørn på platformen, er det til den tvivlsomme nyhed om, at de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger ikke er gennemført. Konfrontationen med den højrøvede og nedladende BP-oliechef Don Vidrine (John Malkovich) kaster ikke noget af sig. Herefter varer det ikke længe, før de første alvorlige tegn på svagheder viser sig, inden det går helt galt, og platformen er tæt på at eksplodere.

 

Filmen lykkes flot i hele åbningen og den efterfølgende meget møjsommelige spændingsophobning. Det universelle frygttema: "Langt væk hjemmefra, hvor stort set ingen kan høre dig skrige" indrammes til perfektion af det åbne havs ubegrænsede vidder. Peter Berg er en omhyggelig instruktør og har rent teknisk et fuldt ud overbevisende greb om filmen. Og så længe vi er i actionmode, er der ikke mange fingre at sætte på afviklingen af selve dramaet heller.

Det er effektivt, flot, og først og fremmest nervepirrende, og filmen holder vand(!), lige til vi når det slibrige efterspil, der dypper herlighederne i olie og ruller dem i fjer. Nu skal helte og heltinder på podiet i form af navnelister og billeder med den virkelige katastrofes ofre, tilsat ekstra patriotisk musik. Og dét er vel at mærke oveni den i forvejen temmelig vamle afslutning, hvor filmen slipper actiongrebet og forsvinder ind i genforeningens tåger.

Rimeligt nok Oscar-nomineret for bedste lydklipning og visuelle effekter – "Deepwater Horizon" er en film på indpakningens præmisser. Men den sætter ikke form over indhold, og det afstedkommer den meget høje grad af identikation og indlevelse i dramaet, også selvom den megen visuelle virak og overfloden af lyddesign og underlægningsmusik indimellem tager forudsigelig overhånd.