Robin Hood: Prince of Thieves (1991)

    Robin Hood og en skare af venner kæmper indædt for retfærdigheden, så de fattige kan få lidt af de riges goder.


    FEST OG FARVER

    Anmeldte Robin Hood-film:
    Robin Hood: Prince of Thieves (1991)

    Robin Hood: Men in Tights (1993)
    Robin Hood (1991)
    Robin Hood (2010)

    Der er masser af fest og farver over denne Hollywood-funderede Robin Hood-fortælling. Og hvis ikke filmen havde været fyldt med en lun og livgivende humor, ville den have været svær at sluge.

     

    Overkøn Costner

    En overkøn Kevin Costner som den folkekære landevejsrøver Robin Hood og en endnu mere overkøn Mary Elisabeth Mastrantonio som Marian, Robins gamle flamme, der blusser op i mødet med Robins mandhaftighed, kan blive for meget sukker i teen i løbet af filmen.

    Vigtig humor
    Derfor er humoren god til at dysse det vamle lidt ned og lede tilskuerens opmærksomhed hen på noget mere håndgribeligt, fx den ganske pæne iscenesættelse.
     

    På vej mod klimaks

    Robin Hood beslutter efter sin fars død, at han vil hævns sig på morderen, sheriffen af Nottingham (Alan Rickman). Undervejs på sin færd mod klimaks møder Robin mange nye venner, der slutter sig til ham som hans koldblodige kæmpere.

    Lykke på programmet
    Den særligt standhaftige følgesvend Azeem (Morgan Freeman) holder sig tæt til Robin. Azeem skylder nemlig Robin en ordentlig tjeneste. Udover genforeningen mellem Robin og den gamle flamme Marian er der næsten kun lykke på programmet, men hen imod slutningen skal der kæmpes, og flere liv må lades, inden den overlykkelige slutning er en realitet.

     

    Opmuntrende stemning

    Der hersker altså generelt en glad, opmuntrende stemning i filmen. Denne stemning smitter af på tilskueren, og det brede smil smitter af på bedømmelsen.

    Tyndbenet plot
    For selvom plottet unægteligt er noget tyndbenet, og Kevin Costner ikke er særligt troværdig i hovedrollen som Robin Hood, kan man alligevel ikke stå for filmens letløbende, muntre og livlige atmosfære. Der er dog stadig mange meningsløse scener, der, dyppet i Hollywood-klister og et tydeligt stunt-overforbrug, medfører nogen grad af hovedrysten.

    Eventyrlyst
    Pænt teknisk arbejde uden de helt store eksperimenter og med en ringe overraskelsesværdi til følge. Den søde ørehængermusik af Michael Kamen indgår som en vigtig brik i filmens appeal til et eventyrlystent publikum.



    Anmeldt i 1993 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1991, USA, Eventyr, Action, Drama, Historie, Dyr på film, Børn på film, 137 min.

    Dansk titel: Robin Hood den fredløse
    Instr: Kevin Reynolds Prod: Richard B. Lewis, Pen Densham, John Watson Manus: Pen Densham, John Watson Foto: Doug Milsome Klip: Peter Boyle Mus: Michael Kamen
    Priser
    • AAN - Bedste sang ("Everything I Do - I Do It For You")
    • GG-N - Bedste musik
    • GG-N - Bedste sang ("Everything I Do - I Do It For You")