Project Nim (2011)

Da ambitiøse forskere i 1970'ernes USA satte sig for at placere en chimpanseunge i menneskelig familiepleje var det helt uden hverken dyreetiske eller fornuftsmæssige overvejelser. Babychimpansen Nim blev revet ud af mammys arme og ind i en mønstermenneskefamilie. At det udviklede sig alt andet end idyllisk udnytter instruktør James Marsh fornuftigt i denne prisvindende dokumentar. For uanset, hvor meget mennesker, forskere og familiemedlemmer forsøger at stoppe ind i abehjernen, kan de ikke pille ved det grundlæggende dyriske. Og det er en interessant historie at fortælle på film.
 

"Project Nim" bærer som dokumentarfilm præg af James Marshs fascination af fiktionsfilmens fortællemæssige virkemidler i en nonfiktionær sammenhæng. Da han som ung filmskaber drømte om at skabe dokumentarer, var han endnu ikke sporet ind på, at man kunne fortælle virkelighedens historier med elementer fra fiktionen. Da han fandt ud af dét, blev han glad. Nu havde han formlen til "Project Nim": Nemlig at kombinere arkivfilm med (re-)konstruerede scener, dramatisk kameraføring... og originalkomponeret musik. "Project Nim" er da også et blandingsprodukt af netop genre og fortællestil – og desværre et lidt uskønt et af slagsen. Særligt underlægningsmusikken er en dræber, fordi den er til stede konstant og dikterer tilskuerens følelser.

I dag fortryder Marsh, at han udspartlede filmen med så meget musik, og hvis han kunne, fjernede han gerne mere end halvdelen. Det har han taget ved lære af og er blevet langt mere opmærksom på virkningsfuldheden af fraværet af musik – ikke mindst i dokumentarisk sammenhæng, der jo bør være den virkelige verdens film. Men "Project Nim" lider også lidt under manglende fremdrift. Hvor fascinerende, frastødende og grundlæggende dum historien end er, så savnes flere elegante rundinger i portrættet af Nims skæbne. I stedet fokuseres meget på de mennesker, der havde med chimpansen at gøre, og flere af dem er kun interessante til en temmelig lav tærskel. Fascinationskraften ligger alene i det absurde projekt, der overhovedet ikke tog hensyn til dyrets krop og sjæl, og her savnes mere abeblod, sved og tårer – også selvom dyret af naturlige årsager kun lærte tegnsprog.