Stranger Things [1] (2016)

Mystik og superkræfter oplevet i et børneperspektiv leder tankerne hen på flere Stephen King-fortællinger, og "Stranger Things" har da også i mange henseender hjertet i børnehøjde og en udtalt og smittende kærlighed til science fiction-genren. Med sit 1980’er-retrolook begår første sæson af serien sig lækkert og (stil-)kitschet. Der er kælet for detaljen i kostumer og scenografi, og tidsbilledet spiller en central rolle for identitet og udtryk.

Da en dreng forsvinder sporløst, kommer det lokale politi på en svær opgave. For det viser sig langsomt, at der er mere mellem himmel og jord! Drengens mor hævder at være i forbindelse med sønnen fra en anden dimension, og en lille gruppe af drengens venner sætter sig derfor for at finde vej til dimensionens indgang, godt hjulpet på vej af en mystisk pige med helt særlige evner...
 

Fantasi og overnaturlighed spiller en central rolle. Og med pæn overbevisning i langt de fleste facetter af fortællingen. Helt klart en følge af det jordbundne i at lade de fleste hovedrolleindehavere være (store) børn. Det afvæbner i hvert fald en del af de mange høje luftlag, hvor det fyger med telekinese og heraf følgende overanstrengelsens næseblod. Børnene spiller forbilledligt i det fantasifulde univers. Sæsonens udtryk er ærligt i kraft af det fine tidsbillede, og effektmageriet er som regel sekundært. Når det overnaturlige spidser til, stiger safterne tilsvarende, og der er klare tendenser til overstyring i alt fra visuelle effekter til alt for meget (elektronisk) underlægningsmusik. For at serien kan være i balance, har man fokuseret fint på helt almindelige hverdagsproblematikker, blandt andet venskabsprøvelser og kærlighedsøvelser. Dét effektueres både hjerteligt og troværdigt.

Et stærkt problematisk tilfælde for serien er Winona Ryder, der spiller rollen som den forsvundne drengs mor. Det gør hun ikke godt. Faktisk overspiller hun rollen så meget, at det bliver en fascination i sig selv. Til alt held er hun ikke helt så meget i billedet, som topkrediteringen ellers illuderer.