Killer's Kiss (1955)

Stanley Kubricks anden spillefilm er en lille thriller på godt en time. Kubrick måtte selv skrabe penge sammen til sine tidlige film, og ved hjælp af venner og gode forbindelser skaffede han de $75.000, som "Killer's Kiss" er produceret for.
 

Fremragende teknik

At filmen er en lille thriller bunder ikke kun i, at spilletiden blot er 64 minutter, men også i at historien i sin udtryksform er meget lille. Der er ikke meget originalitet i Kubricks manuskript, men det sørger et fremragende teknisk arbejde for at kompensere for.

Fantasifulde indstillinger
Langt de fleste indstillinge i Kubricks egen fotografering er smukke, varierede, fantasifulde – og ofte meget krævende for fotografen. Et eksempel er, da kameraet i en boksekamp i et par hurtige klip er placeret mellem bokserne i frøperspektiv.

Teknisk enestående
Kubrick har arbejdet meget bevidst med lyssætninger, hvilket blandt andet illustreres i scenen, hvor filmens skurk følger en boksekamp i tv. Detaljer som disse lyser langt væk af, at Kubrick fra starten var meget ambitiøs og omhyggelig. Med ganske få midler formåede han at gøre sine film teknisk enestående – og dermed bane vejen for en karriere blandt de allerstørste i Hollywood.
 

Tilnærmelsesvist professionel

Davy Gordon (Jamie Smith) er den tilnærmelsesvist professionelle bokser, der involverer sig romantisk med den yndige blondine Gloria Price (Irene Kane). Gloria fortæller Davy sin livshistorie, der blandt andet omfatter nogle ubehagelige oplevelser, hun har haft med sin arbejdsgiver Vicent Rapello (Frank Silvera).

Seværdig på flere niveauer
"Killer's Kiss" er seværdig på flere niveauer, ikke mindst fordi den er en af Kubricks første film og dermed tydeligt illustrerer hans filmiske begavelse på et tidligt tidspunkt i karrieren.

Sødsuppet sidehistorie

Selvom man ikke føler sig direkte opslugt af historien, indfanges man alligevel af det Kubrick'ske univers og hengiver sig til filmen. Uheldigvis har Kubrick også fået et ben ind i en slem Hollywood-sidegade med en lille sødsuppe-forelskelseshistorie, hvilket også på værste vis understreges i Gerald Frieds musik.