Five Corners (1987)

Ganske fine takter i et alternativt kammerspil med psykopatiske twists and turns. "Five Corners" emmer af meget stor fortællelyst og idérigdom – ikke mindst i Fred Murphys flotte og skævt inspirerede fotografering, men også i skuespillet, hvor særligt John Turturro glimrer som psykopaten Heinz.

Akavede tilnærmelser

Heinz er netop kommet ud af fængsel og vender straks hjem til dét sted i Bronx, New York, der går under navnet 5 Corners. Her opsøger han både sin dybt tumpede mor (der har en eller flere skruer løs) og sine gamle "venner", heriblandt Linda (Jodie Foster), som han tidligere har forsøgt at voldtage. Hans tilnærmelser er meget akavade, og det hele er lige ved at ende galt.

Skingre afstikkere

Med sit nærmest konstant semikomiske syn på det aparte trekantsdrama (Harry (Tim Robbins) tilfører ekstra spænding ved at udgøre en "trussel" for Heinz) afdramatiserer "Five Corners" måske sin egen spændingsopbygning lidt for meget. Mere skævvridende for filmoplevelsen bliver dog de alt for skringre afstikkere i historien – grænsende til ukontrolleret "avantgarde".

Særpræget, men også ukontrolleret

Det former en på én gang særpræget og inciterende, men også ukontrolleret film, der bølger alt for meget mellem forskellige stemninger i stedet for at satse på nogle af dem og gøre det med eftertryk. Undervejs opstår der scener af stor magi, ikke mindst da fire unge biroller tager på strejftur ovenpå to elevatorer.

Blåt lys og fint vand

"Five Corners" giver et fint billede på 1960'ernes Bronx-ungdsomsliv, selvom der ikke er mange detaljer fra bylivet. Den mest signifikante location er et par springvand i en langstrakt udendørs "svømmepøl" – her bliver det blå lys og det fine vand i luften meget virkningsfuldt.

Prøver på vanvid

Det er også her, Heinz for alvor giver prøver på sit vanvid, da han i ramme alvor forsøger at forære Linda to pingviner. Da hun ikke vil modtage hans gave, går han amok – og dét kommer Heinz' mor senere til at mærke på den rigtig hårde måde.

Tirrende effekt

James Newton Howards underlægningsmusik er for udtalt filmen igennem – sjovere er de scener, hvor Heinz' mor spiller musak på sin elendige lille clockradio, og ikke mindst den tirrende effekt, musikken har på Heinz.