Rejsen på ophavet (2004)

Dokumentaristen Max Kestner udstiller gennem denne halve times dokumentar sig selv og sin familie i en teknisk spændende ramme. Han er interesseret i at kende sit ophav: Hvorfor er netop disse to mennesker hans forældre? Han hæfter sig ved alle tilfældigheder fra det kosmiske til det mikrobiologiske og former i fortællingen sig selv på baggrund af sin egen (lomme)filosofiske eftersøgning.
 

En markant dokumentarist

Kestners dokumentar er på mange måder et interessant bekendtskab: Fortællestilen er ny og alternativ og gør brug af moderne computerskabte virkemidler, og på dén måde bliver Kestner en slags banebryder indenfor dokumentargenren i Danmark og en markant repræsentant for sin generation af filmskoleuddannede.

Gulnede fotos i 3D
Det er et fascinerende virkemiddel at lægge 3D-effekter på gamle gulnede fotografier fra oldefars tid og zoome lidt ind og ud i disse genfortolkede historiske glimt, og det mærkes mere end tydeligt, at Kestner er fascineret af denne teknik.
 

En tand for meget

En hel halv time omgivet af fascinationen af de nye tekniske vidundermuligheder bliver dog en tand for meget. I sig selv er fortællelysten så ekstrem, at informationerne nærmest bliver lallet igennem af instruktørens egen rablende fortællerstemme.
 

Svulstig visuel stil

Det kan i dén forbindelse forekomme naturligt at gøre brug af den svulstige visuelle stil, der ikke efterlader et øje tørt: Men tilskuerens røde, våde øjne skyldes mere stress end kræs, efter at det allerede efter de første to minutter af dokumentaren er konstateret, at stilen nok ikke ændrer karakter.
 

Detaljerigdom i sproget

Kestner charmer sig ellers effektivt ind med en detaljerigdom i det talte sprog, der gør ivrigt brug af en tør humor. Det kan synes sødt, men også irriterende, særligt da Kestners stemme ikke rigtigt er gearet til oplæsergerningen og – ligesom produktionen som hele – er anstrengt og stresset.

Symaskinenålen Kestner
Det er selvfølgelig det mindste af det, men i og med at Kestner snakker uafbrudt fuldstændig som en symaskinenål ("hér går jeg ind og ud ad en dør"), bliver lyden ligeså anmassende som hele det visuelle univers.
 

Glad for repetitioner

Kestner er glad for repetitioner, mange sætninger får vi talrige gange, sådan en passant, både i billeder og lyd. Lyddesignet er et kapitel for sig selv. Kestner bruger gamle grammofonpladeeffekter til at simulere, at noget er gammelt, og en hastigt vekslende rumklang på fortællerstemmen virker som effektmoderator for de tidslige spring mellem for- og nutid.
 

Gang i lydeffekterne

Ydermere er der gang i de tekniske lydeffekter ved zoom og gengivelser af maskinelle bevægelser, så der skal i hvert fald ikke være tvivl om billedernes betydning: Rent auditivt lægges lag på lag for at bekræfte en stemning, en situation, en særlig tid. Intet er desværre overladt til fri fantasi.
 

Godt forsøgt

Det er godt forsøgt, og det er et betagende visuelt univers, Kestner får smidt af sted. Men det kunne være tilrettelagt langt mere elegant og opfindsomt med mere variation og kunstnerisk individualitet.