Phenomenon (1996)

Ultrasødladen amerikansk fremstilling af en ganske almindelig landsbymands kvaler: Efter at have set et "stjerneskud" på himlen, vågner George Malley (John Travolta) op med nærved overnaturlige evner. Fra at have været jævn og jævnbyrdig med de lokale, kan George nu fx lære et nyt sprog på 20 minutter og læser i øvrigt hundredvis af bøger på rekordtid. Men hvad er det egentlig, der er sket med George? Måske får vi svaret henimod slutningen, men teorien er langt hen ad vejen, at synet på himlen har sendt en ganske særlig energi gennem ham...

Instruktør Jon Turteltaub former en urklassisk rørstrømsk og helt igennem amerikansk forankret film ud af Gerald Di Pegos manuskript. En oplagt rolle til John Travolta, der på mange måder passer perfekt ind i det lidt mystificerede "hvad er der dog sket med George Malley"-univers. Flødebolleværemåden er i hvert fald fuldt udfoldet – noget, som den generelt mandekrænkede Lace Pennamin (Kyra Sedgwick) falder stille og roligt og ganske forsigtigt for. Amors pile flyver altså gennem luften, men måske bremses kærligheden før tid...
 

Et stykke hen ad vejen fascinerer den uortodokse kærligheds- og begavelsessaga på det jævne. Når George lige pludselig kan alt, støder det mange venner væk, men tiltrækker nye interessenter. Det er jo ikke hver dag, man render på en mand, der fx kan flytte en kuglepen med tankens kraft! "Phenomenon" udarter sig snart til en potentiel tåreperser, hvis du falder på den klæbrigt sentimentale af slagsen. Og dét er Turteltaubs film: Ganske helstøbt og egentlig fra ende til anden – komplet med voldbrugt plysbelagt pussenussemusik af Thomas Newman. Når du alligevel hænger på, skyldes det blandt andet den pænt jordbundne optakt til de fantastiske hændelser og et generelt fint billede af landlig idyl i udkants-USA. Blandt John Travoltas modspillere er Forest Whitaker mest kompetent i en fin rolle som den generte Nate.

Robert Duvalls landsbylægeportræt er en tyk kliché uden de store udfoldelsesmuligheder, og Kyra Sedgwick har ikke meget at byde ind med som det kvindelige islæt i Georges mærkelige liv. Det er vel en kvalitet i sig selv, at mange – trods det håndgribeligt vamle – vælger at bliver hængende. Mest fordi, der opstår nysgerrighed på, om Georges diagnose bliver stillet til sidst. Og det gør den – næsten da.