Edges of the Lord (2001)

    En polsk jødisk dreng kommer i pleje hos en "ren" polsk familie for at undgå koncentrationslejren.


    SMUKT FORTALT KRIGSDRAMA

    Hollywoods 00'er-førstevalg i drengeklassen Haley Joel Osment og hans noget ældre kollega Willem Dafoe har begge fundet vej til denne polsk/amerikanske film om jødeforfølgelsen i Polen under 2. verdenskrig.

     

    Ikke en krigsfilm

    "Edges of the Lord" er ikke en krigsfilm i ordets mest hårdtslående betydning. Den er et mere følelsespræget drama om en drengs kamp for at overleve de nådesløse nazister.


    Al begyndelse er svær
    Den jødiske dreng Romek (Osment) ankommer til en polsk familie på landet. Her skal han forsøge at komme ud af det med en hel håndfuld lokale børn. Al begyndelse er svær, men med tiden lykkes det for Romek at blive gode venner med de andre.

     

    Et ubehageligt besøg

    Når det kommer til stykket, er alle børnene nemlig utroligt søde kammerater. Når nazisterne aflægger landsbyen besøg, gælder det for Romek om at agere "ren". Han må handle og tænke som en ikke-jøde, for at nazisterne ikke skal få mistanke. Her byder filmen på stærke scener.

    Pussenusset hovedrolle
    Filmen er lidt sær og skæv, ikke mindst i kraft af de meget kunstigt påklistrede "accent"-dialoger. Set med denne hage er skuespillet dog ganske pænt – men Osment er lidt svær at sluge i den overpussenussede hovedrolle med påklistret polsk accent. På mange måder en betagende lille anti-krigsfilm, men langt fra gennemtroværdig.



    Anmeldt i 2002 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    2001, USA, Krigsdrama, Krimi, Børn på film, Coming of Age, Tog på film, Krig, Drama, Romantik, 94 min.

    Dansk titel: Guds blinde øje
    Instr: Yurek Bogayevicz Prod: Zev Braun, Philip Krupp Manus: Yurek Bogayevicz Foto: Pawel Edelman Klip: Dennis M. Hill Mus: Jan A.P. Kaczmarek