Storm Chasers: Revenge of the Twister (1998)

    En ihærdig kvinde har specialiseret sig i at opklare årsager til slemme storme. Og i orkanens øje genfinder hun tilmed kærligheden.


    AMERIKANSK MULTI-TV-DRAMA

    Hæderlig tv-film inspireret af Jan De Bonts katastrofale katastrofefilm Twisters (1996) om dødbringende tornadoer. I denne i bund og grund harmløse kærlighedsberetning følger vi enkefru Jamie Marshall (Kelly McGillis) på en færd gennem orkanernes øjne.

    Kærlighed mellem lynene
    Undervejs møder hun beredskabsmedarbejderen Will Stanton (Wolf Larson), og Jamie lægger ikke fingre imellem i sine sarkastiske og afvisende udbrud over for den unge hjælper. Meeen, mon ikke hun bløder op hen ad vejen og giver bejleren en chance, mens vindene suser, og kuglelynene blitzer mod jorden?

    Bedre end gennemsnittet
    Banal og klichéfodret til langt op over alle kameralinser, men trods alt bedre end tv-gennemsnittet – fritaget for noget af al den vamle overdrevne dramatik og i stedet beriget med en begribelig humor.



    Anmeldt i 2002 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    1998, USA, Drama, Action, Eventyr, Tv-film, Biler på film, Romantik, 92 min.

    Dansk titel: Storm Chasers
    Instr: Mark Sobel Prod: James Shavick Manus: Jeffrey Wynne Foto: Miklós Lente Klip: Jeremy Presner, Grace Yuen Mus: Karel Roessingh, Ken Williams