Afsporet (1942)

"De maa opleve den mest spændende, mest dramatiske og mest uforglemmelige danske Film," proklamerer programmet til "Afsporet" – en af krigstidens mere interessante danske filmproduktioner, der samtidig udgjorde Lau Lauritzen Jr. og Bodil Ipsens første samarbejde som instruktører. Filmen skiller sig ganske markant ud fra mængden af opkvikkende lystspil: Her er der tale om drama med stort d.

Et nyt og frugtbart samarbejde

I et interview med B.T. den 26. februar 1942 udtalte Lau Lauritzen Jr., at han i "fru Ipsen havde den kunstneriske Garanti, saa det maatte blive Sejr [...] Fru Ipsen har en intensitet i sin Instruktion og en Ildhu, som godt kan slaa Fødderne bort under en ellers rask Mand. Men det, der har imponeret mig mest, er vel nok den Stemning, hun formaar at skabe i et Atelier, hun har en kolossal Evne til at indleve sig i Stoffet og et meget fint Øre for Replikbehandlingen."

En trist besked
Professor Bøgh (Poul Reumert) har netop givet sin datter Esther (Illona Wieselmann) den triste besked, at hun lider af en farlig sygdom, og Esther besvimer og mister efterfølgende hukommelsen. Hun bliver samlet op af en prostitueret kvinde og får logi hos en lun gammel "Bessefar" (Johannes Meyer), der i tidernes morgen var organist.

Ny identitet

Hos Bessefar liver Esther langsomt op og opbygger en ny identitet. Kærligheden finder hun i den nyløsladte mestertyv Janus "Stenmåren" Jensen (Ebbe Rode), der trodser sine voldelige tendenser og forelsker sig. Men faren for, at sandheden skal komme frem, lurer – så hvor længe kan den skæve kærlighed vare?

Pragtpræstationer
Fremragende spil af Ebbe Rode og en tænksom Johannes Meyer suppleres af en af Ib Schønbergs pragtpræstationer som den dumsnedige Jammerherre, der med konstant halvåbne øjne ser tingene ske lidt på afstand. Dramaet lever virkelig i "Afsporet": Spændingen er intens i et helt særligt intimt univers, hvori en ganske speciel stemning opstår.