Heartstone (2016)

Læs også om:

Ártún (2014)

Hvalfjörður (2013)

Guðmundur Arnar Guðmundsson spillefilmsdebuterer her som instruktør i den velkendt oprigtige og helt igennem smukke stil, som vi kender det fra blandt andre kollegaen Rúnar Rúnarsson. "Hjartasteinn" er baseret på Guðmundssons eget manuskript og fortæller den mangesidede historie om et lille islandsk landsbysamfund som oplevet gennem øjnene på særligt de to pubertetsdrenge Þór (Baldur Einarsson) og Krístjan (Blær Hinriksson). Vi er meget langt ude på landet, hvor civilisationen knapt kan høre dig skrige, og hvor påvirkninger fra storbypulsen gør det uhyre vanskeligt at være anderledes end alle de andre. For herude hænges der fast i de gamle antagelser om normalitet og medfølgende nedværdigelser, hvis man ikke opfører sig efter bogen.

Þór er bedste venner med Krístjan, men venskabet er også så tæt, at flere i deres omgangskreds driller dem med, at de er bøsser. En påstand, de er nødt til begge at benægte. Helt herude i ingenmandsland er der ingen at betro sig til, hvis først kollektivet har lagt sig fast på en linje. De to drenge hænger ud med de kønne piger og prøver lidt kejtet kræfter med kyssekunsten. Hænderne er også flere gange under dynen, når de ses med pigerne. Men for Krístjan er der ganske tydeligt ingen følelser af dén art knyttet til det modsatte køn, men kan han få sagt, hvem han egentlig er, uden at hele lilleputsamfundet rotter sig sammen mod ham?
 

"Hjartasteinn" er visuelt fuldblodssmuk. I Sturla Brandt Grøvlens fotografering har filmen den perfekt underskønne kulisse, der på én gang er både hjerteskærende, befriende – og tyngende. Bjergene troner i baggrunden som monumenter på dét følelseshav, der konstant strømmer ud af alle porer hos de to drenge. Beskrivelsen af de første møder med seksualiteten er subtil og indsigtsfuld. Mange af de centrale oplevelser, du skal igennem i dén tid, er med, og næsten præcis, som du sikkert selv husker dem, med alle de både pinlige og underskønne øjeblikke. Filmen er en meget vellykket levendegørelse af universalfølelser, personificeret særligt i de to drengeskæbner, som de både kredser om og går forbi hinanden. Det mere end bare potentielt homoseksuelle drama bliver aldrig styrende, men er alligevel til stede i en detaljerigdom på signaler uden lige.

Drengene spiller begge helt fænomenalt og lever fuldt ud op til kameralinsens nærgående krav. Smertefuldt og letløbende i et svært parløb, der nemt kan få fatale konsekvenser, når ingen voksne har antennerne ude. Og de voksne i filmen er virkelig ikke meget bevendt. Krístjans far er sågar både alkoholiseret, nedladende og voldelig. Vi skal et langt stykke ind i handlingen, før der første gang optræder underlægningsmusik. Heldigvis velafmålt og i kort tid ad gangen – det væsentlige opstår i drengenes eget drama, og dét har instruktøren heldigvis meget stor forståelse for.