Chaplin (1992)

Richard Attenborough instruerer kyndigt denne særdeles grundige Chaplin-biografi, der på to timer og godt tyve minutter forsøger at fortælle hele Chaplins livshistorie: Vel at mærke med den samme skuespiller, Robert Downey Jr., til at spille Chaplin fra ungsomsårene og flere årtier frem til døden.

Livligt engagement
Et langt stykke hen ad vejen er skildringen af komikertalentet ganske fængslende og veltilrettelagt. Filmen udstråler et livligt engagement i Chaplins tilværelse. Problemerne opstår dog allerede, da vi første gang introduceres for den aldrende Chaplin, der fra sin prangende herskabsvilla genfortæller sit liv til en opdigtet journalist. Herfra mister filmen meget af sin troværdighed, alene på grund af den dårligt alderssminkede Downey Jr. (der skal forestille at være godt 80 år gammel.)

Rod og stress
Herfra opleves i nogen grad rod og stress i Richard Attenboroughs iscenesættelse, hvor han desperat forsøger at få proppet alle elementer af Chaplins liv ind i sin genfortælling. Det bliver efterhånden en noget uskøn affære. Til gengæld glæder det meget, at man bliver ganske klog på Chaplins væsen og karriere, hvis ikke man var det i forvejen.

Bør suppleres med en bog
Det kan således anbefales at se filmen alene ud fra et selvuddannende perspektiv, men set på baggrund af den lettere hasarderede håndtering af det biografiske, må det anbefales, at man supplerer filmen med fx en god biografi i gammeldags bogform.

Fine biroller
Blandt de mange birolleskuespillere er der særligt grund til at lægge mærke til Dan Aykroyd som Chaplins opdager Mack Sennett, og Kevin Kline som den uhyre samtidspopulære stumfilmsstjerne Douglas Fairbanks. John Barrys filmmusik hører til blandt hans tematisk mest vellykkede, men gør filmen en bjørnetjeneste med sine evindeligt episk orkestrerede temaer.