Catch Me If You Can (2002)

    En ung storsvindler lever livet fedt, mens han jages af frustrerede FBI-folk, der ikke kan knække hans mange koder.


    FESTLIGE SVINDLERIER

    To timer og et kvarter i selskab med en storsvindlende Leonardo DiCaprio forfulgt af storfrustrerede Tom Hanks er lige i overkanten, men "Catch Me If You Can" er stadig en særdeles veloplagt og underholdende film, der er baseret på en historie fra det virkelige liv.

    Svindel som levebrød
    DiCaprio spiller den 17-årige Frank Abagnale Jr., der har arvet sine svindlertendenser fra sin far Frank Sr. (Christopher Walken). Frank Jr. tager dog skridtet videre og gør svindlerierne til sin levevej, til stor frustration for FBI-agenten Carl Hanratty (Tom Hanks), der ganske enkelt ikke kan få den unge svindler i sit net.

     

    Fuld gas

    Således følger vi Frank Jr.s svindelnumre rundt omkring i USA og Europa. Med et svindelnummer følger næsten altid en bedårende kvinde, så der er mange gode grunde til at give den gas for unge Frank. Flere gange er Hanratty mere end tæt på at fange svindleren, men...

    Troværdigt tidsbillede
    Filmen er vaks og gennemtænkt i sin fortællestil. Det bedste er næsten det forbilledligt troværdige tidsbillede af 1960'erne, som Steven Spielberg og hans scenografer er lykkedes med. Ligeså vaks, filmen er i sit udtryk, ligeså vaks bør man også være som tilskuer for ikke at tabe tråden i de ofte forvirrende spring i Frank Abagnales "karriere".

    Raffineret humor
    Det bliver dog ikke noget stort problem at holde koncentrationen fanget. Det sørger de veloplagte skuespillere og det flotte produktionsdesign for, godt hjulpet på vej af en raffineret humor. Christopher Walken står for filmens flotteste præstation som Franks far.



    Anmeldt i 2004 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025