The Confirmation (2016)

Bob Nelson, der både debuterede og Oscar-nomineredes som manuskriptforfatter med dramaet Nebraska (2013), springer her som 60-årig ud som instruktør. "The Confirmation" er en lille uafhængig og temmelig snævert distribueret film, der næppe får det brede publikum, som den ellers i meget høj grad fortjener. For filmen er ikke alene en fremragende debut, den er også elegant, lun, kærlig og hjertelig fra ende til anden.

8-årige Anthony (Jaeden Martell) skal på weekend hos sin skilsmissefar Walt. Det går ikke så godt for Walt (Clive Owen). Walt er arbejdsløs tømrer/alkoholiker med fuld bevidsthed om, at han skal holde sig fra flasken, hvis ikke han skal miste kontakten til sin søn. Da Walt ikke kan betale sine regninger, ankommer han med Anthony til sit hus, der er blevet aflåst med hængelåse, og drengen må skubbes ind ad et vindue, så Walt kan få et par vigtige ting med sig videre. De to må nu overnatte i morens hus, mens hun og den nye mand er på weekend udenbys. Et lille drama, der er stort i Walts verden, opstår, da hans arvede specialværktøj bliver stjålet, og en jagt indledes på at finde gerningsmand og værktøjskasse. Anthony er en trofast hjælper, der ser frustrationen i sin fars øjne.
 

Far/søn-forholdet funkler i samspillet mellem Clive Owen og Jaeden Martell. Ganske enkelt både pragtfuldt, rørende og nuanceret. Indlevelsen er total, og der hviler en betagende ro over de to, midt i kaos – en ro, der smitter og begejstrer. Små magiske øjeblikke opstår ikke alene ud af dette samspil, men også i de meget fint detaljerede biroller. Den joggingbukseklædte tosse Drake (Patton Oswalt), der tilbyder sin kiksede hjælp i jagten på værktøjet. Og Otto (Robert Forster), der træder til, når nøden er størst og ovenikøbet tager sig tid til at forklare Anthony en ting eller to om farens mærkelige reaktionsmønstre. Maria Bello er balanceret bestemt, men alligevel kærlig som Anthonys mor, mens Matthew Modine har et par fine scener som stedfaren. Og så er Spencer Drever en herlig dreng i en fint skrevet rolle – og et vennepotentiale til Anthony?

Filmen er hjerterytmisk beroligende, smuk, enkel og uden unødvendigt omsvøb. Det giver et bredt smil om læberne gennem de bittersøde oplevelser, og indimellem er det komiske potentiale da også til at tage og føle på. Men det er for kategorisk at kalde "The Confirmation" en komedie, hertil er det dramatiske og universelt identificerbare i far/søn-portrættet for vægtigt. Gudskelov, for filmen fremstår ikke alene moden, men også begavet.