James White (2015)

Instruktør Josh Mond spillefilmsdebuterer her med en gennemført smertefuld og tankevækkende historie om sorg, afmagt og eksistentiel vaklen. James White (Christopher Abbott) er et sted i 20’erne og har netop mistet sin far. Nu bruger han det meste af sin tid på at passe sin terminalt kræftsyge mor, hvor den ene dag tager den anden i tiltagende grufulde oplevelser.

James er ikke nogen udtalt mentalt stærk ung mand, og udfordringen med morens sygdom præger ham meget. Dæmonerne fylder i hans hoved, og han har svært ved at finde nogen form for ro i den bundløse fortvivlelse i samværet med den dødsdømte mor. I det hele tager vakler han rundt i et eksistentielt minefelt, hvor både humør og temperament er uforudsigeligt. Han har venner til at hjælpe sig, men spørgsmålet er, om de kan stille noget op, når tankerne for alvor kører af sted med James.
 

"James White" slår tonen an med sit formmæssigt eksperimenterende anslag. Her følger kameraet James i ultranær, som om han selv holdt det ud i strakt arm. Der er således ikke noget at skjule, eller rettere, filmen vil ikke skjule eller formilde nogen omstændigheder. Et faktum, vi bliver vidner til, da der visuelt trædes ud i mere normale perspektiveringer, hvor livets allerstørste temaer omfavnes.

Christopher Abbott er fuld af fænomenal indlevelse i filmens titelrolle. Det eksistentielle drama bliver så nærværende, at tilskueren selv føler sig inddraget i den alt andet end opmuntrende verden, som James befinder sig i. Cynthia Nixons præstation som James' kræftsyge mor hører også til udenfor kategori: Smertefuldt og udtalt ægte, så tæt på den terminale virkelighed, som det nok næsten er muligt. Filmen indrammer sit dybt alvorlige tema med dyb respekt. Og iscenesættelsen ledsager begivenhederne helt uden at diktere, i hvilken retning vi skal kaste vores følelser.