Acne (2008)

    13-årige, bumsede Rafael har allerede mistet sin mødom hos prostituerede kvinder, men han er grundigt frustreret over, at han stadig ikke har kysset en pige.


    »PUBERTETENS EVIGE SOVEKAMMERØJNE«

    Med sin kærtegnende, enkle og ærlige tilgang til pubertetens prøvelser viser Federico Veirojs uruguayanske debutfilm "Acné" vejen til det første kys for 13-årige Rafael (Alejandro Tocar). Han har allerede været i seng med flere kvinder, ganske vist prostituerede, men hans største frustration – ud over de mange bumser – er, at han endnu har et tungekys til gode. For at komme dertil kræves en særlig indsats, og Rafa skal være klar til at se på piger med et lidt andet blik, end han er vant til.

     

     

     

    En underspillet humor sørger for en let ironiserende distance til det bumsede, liderlige ingenmandsland mellem barn og voksen, hvor Rafael famler i blinde. Her er Alejandro Tocar et vidunderligt fund i hovedrollen – med en betagende indlevelsesevne i dét drama, hans egen alder omfatter. "Acné" er båret af en udtalt fortælleteknisk ro, der fungerer som velovervejet modvægt til det hormonelle kaos. Som oftest er billederne på stationært kamera i fint framede indstillinger, og klipningen sørger for den rette rytme til det hjertenære tema. Filmen var i Golden Camera-konkurrence ved Cannes-filmfestivalen. I sin ærlige og kærlige skildring af puberteten burde "Acné" være pensum for et langt større, alderssvarende publikum.

    Den eneste musik, der af og til akkompagnerer handlingen, er Rafas eget ubehjælpsomme tangenteri, når han øver sig på pligtspilleriet. Allerhelst er det en anden form for spilleri, han bruger sin fritid på, hvilket filmen ikke lægger skjul på. Hermed er Veirojs film en kende vovet, idet den vedkender sig en 13-årig drengs seksualitet og den med alderen følgende konstante liderlighed. Men "Acné" har ikke som ærinde at provokere eller overskride grænser, og skildringen af pubertetens evige sovekammerøjne er fuld af indlevelse. Pornobladet hives ofte frem af skuffen, når det er lidt for længe siden, Rafa har stået i kø blandt ældre mænd til den lokale prostituerede. Men hvordan kommer knægten følelsesmæssigt tæt nok på klassekammeraten Nicole (Belén Pouchan), som han håber på at kunne miste sin kyssemødom til...?



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2008, Uruguay, Drama, Teenagere, Coming of Age, 87 min.

    Dansk titel: Acné
    Instr: Federico Veiroj Manus: Federico Veiroj Foto: Barbara Alvarez Klip: Fernando Epstein
    Priser
    • CAN-N - Golden Camera-nominering