Heist (2001)
En aldrende mestertyv tager lige et par bræk mere for at samle guld til den tredje alder. Men det skal vise sig, at vennerne ikke er til at stole på.
»SLATTEN KUPKRIMI«
Skuffende og slatten kupkrimi, der ellers vandt gehør for sin "velskrevne og veltimede action". Instruktør- og manuskriptforfatter David Mamet folder sig særligt ud med en lind strøm af overkækt skrevne replikker, men dét er mildest talt ikke noget at falde i svime over – snarere tværtimod.
Gene Hackman spænder musklerne, her i en af sine sidste filmroller, som mestertyven Joe Moore. Selvom pensionskasketten trykker, har Joe ikke i sinde at takke nej til at par sidste bræk, der kan indbringe ham – og lillemor samt et lille hold kompagnoner – en større mængde guld. Men hvem narrer hvem? Det er et af de store – og voldsomt stereotype – spørgsmål, som "Heist" stiller.
Det føles i høj grad som om, den potentielt højspændte kupdramatik er tabt på gulvet. Allerede tidligt i filmen mærkes den megen væven rundt i selvsmagende replikker og den heraf følgende tomgangshandling. Kun et par gange spidser spændingen reelt så meget til, at interessen fanges fuldt. Gene Hackman spiller på rutinen, Danny DeVito overspiller som mellemmand, Delroy Lindos rolle er rungende hul, og Sam Rockwell uden gennemslagskraft. Så heller ikke blandt skuespillerne er der midler til at trække "Heist" lidt op fra dyndet. Læg hertil det nævne tykke lag klichéstøv, så har du summen af skuffelse over Mamets film.
David Mamet vil tydeligvis gerne fokusere på de mellemforbryderiske intriger og tegner omhyggelige karakteristikker af sine kupkyndige protagonister. Men kun på det helt overfladiske plan. For det er helt igennem replikvekslingerne, der tager styringen og indrammer de meget forskellige typer med lige dele plathumor og kliché. Det er virkelig meget svært at finde en rød tråd i filmvisionen. Det eneste, du kan føle dig helt sikker på, er skuffelsen over manglen på action- og krimimæssig tæft.
Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2001, Canada, Action, Krimi, Drama, Biler på film, 109 min.
Dansk titel: Kuppet- Gene Hackman (Joe Moore)
- Danny DeVito (Mickey Bergman)
- Delroy Lindo (Bobby Blane)
- Sam Rockwell (Jimmy Silk)
- Rebecca Pidgeon (Fran Moore)
- Ricky Jay (Don Pincus)
- Patti LuPone (Betty Croft)
- Ted Whittall (Customs Officer)
- Mark Camacho (Jewelry Store Guard)
- Don Jordan (Supervisor)
- Richard Zeman (Co-Pilot)
- Benz Antoine (Hangar Trooper)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation