In the Cut (2003)
En seksuelt nysgerrig kvinde kommer i en politimands søgelys, da dele af et lig dukker op i hendes forhave.
SPÆNDING I UBALANCE
Den australske instruktør Jane Campion har hér kastet sig over en noget mere hårdkogt genre, end vi normalt forbinder hende med.
Alternativ thriller
Det er lidt interessant, at Campion også i denne normalt mandsdominerede filmgenre – kriminalthrilleren – har drejet fokus mod kvindekønnet, baseret på Susanna Moores (feministiske) sexthrillerroman, så "In the Cut" er på nogle punkter en lidt alternativ thriller.
Det alternative har sin pris
Det alternative kommer dog med en pris, for filmen bliver i stigende grad et ret smagløst orgie af mord, nærmest synkroniseret med dampende hede seksuelle fantasier og heraf afledt skibsbriksgymnastik, som den kvindelige hovedperson Frannie Avery (Meg Ryan) bider sig sovekammerøjne-sendende i læben til. Det er svært at fatte meningen med Susanna Moores historie (roman og manus). Effekten af filmen bliver i hvert fald ind imellem ubeskriveligt frastødende.
Meg Ryan et plus
Meg Ryan får en udmærkelse for sin hovedrollepræstation, idet hun som Frannie yder "In the Cut" meget "modspil" og spiller langt ud over sine sædvanlige klichéer. Da politiet finder dele af et parteret lig i hendes forhave, bliver hun centrum i en større efterforskning, men ikke mindst centrum i opdageren Giovanni Malloys (Mark Ruffalo) fokus.
Fortrængt af seksualdriften
Mordene i filmen bliver i høj grad fortrængt af seksualdriftens magt, af historiens emmende trang til i ekstraordinær grad at fremhæve kvindens seksualitet, til – bastant feministisk – at "retfærdiggøre" kvindelyst.
Rodet og tvetydig
Denne måde at fortælle historie på fungerer ikke smidigt, og "In the Cut" bliver i tiltagende grad rodet og tvetydig. Jane Campion instruerer med vanlig detaljerigdom, og hendes fotograf Dion Bebe (Charlotte Gray (2001), Chicago (2002), Collateral (2004)) former fine visuelle variationer.
Anmeldt i 2006 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
2003, Storbritannien, Thriller, Mystik, Krimi, Seriemordere, 119 min.
Dansk titel: In the Cut- Meg Ryan (Frannie)
- Mark Ruffalo (Det. Malloy)
- Jennifer Jason Leigh (Pauline)
- Sharrieff Pugh (Cornelius Webb)
- Nick Damici (Det. Rodriguez)
- Kevin Bacon (John Graham)
- Arthur J. Nascarella (Capt. Crosley)
- Nancy La Scala (Baby Doll Dancer)
- Theo Kogan (Baby Doll Bartender)
- Patrice O'Neal (Hector)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation