See No Evil (1971)

    Blinde Sarah drager til den britiske hede for at bo hos familien. En dag opdager hun, at hele familien ligger myrdet i huset, og hun står selv for tur.


    GENNEMSKUELIG TERROR

    + PLUS: udvalgte universal-spændende scener
    -MINUS: forudsigelig | plot | fotografering

     

    Der er hér tale om relativt fladpandet spænding, men den virker utvivlsomt på mange tilskuere, fordi den målrettet sigter mod det urinstinktive og sanselige kravlestadie. En blind kvinde, der famler sig rundt mellem døde familiemedlemmer - og selv står for tur med døden.
     

    Gennemskuelig terror

    Sådan et tema har gennem alle tider fungeret fremragende i mange filmiske fremstillinger, men man kan uden at blinke sige, at instruktør Richard Fleischer hér leverer en omgang gennemskuelig terror.

    Klassisk skæve vinklinger
    Produktionen billiggøres af en flad og tv-præget fotografering, der benytter klassiske perspektiveringer og skæve vinklinger for at signalere fare og usikkerhed. Situationen, som Mia Farrows Sarah sættes i, er naturligvis rædselsvækkende, men for at rædslen skal nå ud blandt publikum, behøver man anderledes kriblende psykologiske virkemidler og ikke svulstig fotografering og filmmusik med syng-med-temaer.

    En lille prut
    Filmen burde med sit simple manuskript have en klart mere narrativ fremdrift og sublim udløsning, men begge dele synes at udeblive. I stedet får vi en på-det-jævne-spænding, der ender i en lille prut. Også kendt som "Blind Terror".



    Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    1971, Storbritannien, Thriller, Mystik, 89 min.

    Dansk titel: Blind Terror
    Instr: Richard Fleischer Prod: Leslie Linder, Martin Ransohoff Manus: Brian Clemens Foto: Gerry Fisher Klip: Thelma Connell Mus: Elmer Bernstein