Timeline (2003)

"Timeline" floppede både rent økonomisk og som kunstnerisk produkt, og forfatteren Michael Crichton hadede denne filmatisering af hans bog så meget, at han nedlagde veto mod fremtidige filmatiseringer. Storfilmen havde en bumpet produktionstilblivelse og blev klippet om flere gange, før den endelig fik biografdistribution i en amputeret udgave og med nykomponeret musik af Brian Tyler. Veterankomponisten Jerry Goldsmith havde ellers leveret over 40 minutters ikonisk musik, men producenterne mente ikke, den passede til deres vision af "Timeline".
 

Jeff Maguire og George Nolfis manuskript lader meget tilbage at ønske, før vi blot føler os i nærheden af et troværdigt tidsrejsebillede mellem 1300- og 2000-tallet. Filmen udvikler sig meget hurtigt til det fatalt billigt udseende og er i særklasse rodet iscenesat historisk/dramatisk/romantisk epik.

En gruppe unge arkæologer indvilliger i at lade sig sende med tidsmaskine tilbage til 1300-tallet i dagene op til et historisk afgørende slag. For en af vennerne er strandet i fortiden, så nu gælder det om at finde den rette middelaldergrimasse, så de alle kan komme trygt hjem igen. Men meget går galt, ikke mindst teknikken, så snart finder gruppen sig fanget midt i alle tiders slag, og de må indstille sig på, at de nok ikke kommer hjem lige med det samme. Så kan de jo passende bruge ventetiden på at ændre historiens gang...

Med en stjernebesætning bestående af blandt andre Paul Walker, Gerald Butler, David Thewlis, Billy Connolly og Michael Sheen (alle middelmådigt spillende) bliver det endnu mere tydeligt, hvorfor der var langt større forventninger til filmen som et storfilmsprodukt, end den overhovedet er i nærheden af at indfri. Jovist, der er da scener af frisk slagmarksintensitet, og pletvis opstår en form for spænding i det aparte langt væk hjemmefra-tema. Men filmens udseende er og bliver billigt, og sammenhængskraften går fløjten næsten allerede fra første scene.

Så betyder det knap så meget, at filmen ser stort på historiske detaljer som sprog (alle i middelalderens Frankrig taler sjovt nok "amerikansk"). Det er ikke det historiske, der interesserer filmen, men derimod primært et urklassisk kærlighedsdrama, der får fornyet næring af, at parterne i princippet kan være adskilt af nærmere 700 år!