Miraklet (2013)

Tre år efter filmoptagelserne i naturskønne Irland var den danske instruktør Simon Staho endelig klar med den færdige version af sit gudsfrygtige melodrama "Miraklet". Versionen, der nåede de danske biografer, var imidlertid en brutalt omklippet og helt igennem anden film end den oprindelige.

"Miraklet" var nemlig tænkt som en musical – endnu en fra Staho, der med sin foregående film gav os ungdomssyngespillet Magi i luften (2011). Men al sang blev klippet ud. Staho mente ikke, filmen fungerede med sang. Så tilbage er en mærkeligt amputeret tros- og kærlighedssaga, der stræber mod meget høje luftlag, men som bestemt hverken er magi på jorden... eller i luften.

Vi befinder os i et lille puritansk landsbysamfund. Engang var Johanna (Sonja Richter) egnens bedste danser. Men det er 25 år siden, og i dag sidder hun lænket til en kørestol og lever et lidenskabsløst liv med sin mand, den stærkt troende præst Erik (Peter Plaugborg) og deres søn, som hun elsker højere end alt andet. Hendes liv rystes imidlertid, da hun en dag igen står ansigt til ansigt med den eneste mand, hun nogensinde har næret ægte kærlighed til – den tidligere dansepartner Jakob (Ulrich Thomsen), der vender tilbage til barndomsbyen for første gang i en menneskealder. Følelserne blusser op igen, og med ét står Johanna overfor et umuligt valg: Hun må vælge mellem sin familie og dén mand, hun elsker.

"Miraklet" er et trekantsdrama om kærlighedens magt og troens galskab, om fortrængte længsler og dansens "helende kraft". Denne gang er der mere Dreyer end Bergman i Stahos tilstræbelser. Men filmen er så meget patos og har så lidt at gøde sine store og højtravende temaer med, at ræset synes utæmmet. Trods det komplekse i historien er den ubarmhjertigt forudsigelig i alle de ynkelige forgreninger ud ad særligt præstens hysteriske overfølsomhed for tro og Vorherre. Han er en vækkelsesprædikant, der tror på mirakler – hver søndag kontakter han sin skaber foran kirkegængerne i stærk tro om, at Johanna netop dén dag kommer til at gå igen.

Sonja Richter og Ulrich Thomsens turteldueri er besk uvedkommende og bliver ikke mere slugbart, efter at filmens titel reelt set har foldet sig ud. Det hele kulminerer udpræget shakespearesk i en forbløffende og tilsvarende forudsigelig overdramatiseret slutning.

Der er ingen beherskelse heller på filmens lydside, hvor Staho – stik imod tidligere dyder – har sluppet tøjlerne. Lyddesignet er alt for brovtende, og den udprægede anvendelse af den store og bredspektrede klassiske musikpalet forstærker filmens patetiske grundtone. Mest interessant fremstår Sebastian Winterøs lækre fotografering i det irske – bedst i de brede kompositioner, men også med fine nærbilleder, som oftest håndholdt.