Flammen & Citronen (2008)

Ole Christian Madsen, der allerede har bidraget til dansk film med en stribe stort opsatte og Hollywood-tilnærmede produktioner, bevæger sig med "Flammen & Citronen" en anelse nærmere, hvad man kunne betegne som ægthed. Men kun en anelse. Stilen har ikke ændret sig nævneværdigt: Det er stadig de store kamerabevægelsers og de kunstfærdige lyssætningers univers, hvor formen regerer frem for fortællingen – og i dette perspektiv er en indpakningens film.

Tapper og indædt kamp

To venner fra modstandsbevægelsen kæmper en tapper og indædt kamp for at få skovlen under danske nazister og andre trusler under besættelsen. Særligt den rødhårede modstandsmand med tilnavnet Flammen (Thure Lindhardt) har gang i pistolerne, mens hans mere indadvendte ven Citronen (Mads Mikkelsen) går i selvsving, når det kommer til skudøjeblikket.

Element af sus og brus
Når O.C. Madsen serverer de spektakulære indstillinger i en os af filmdamp, bagprojiceringer og østeuropæisk danskhedskulisse, er tilstedeværelsen af filmmediets nervebaner nærmest fysisk. Læg hertil dybe og dramatiske strygergange fra underlægningsmusikkens ikke-diegetiske effektkasse og generelt underspillet overspil fra en hel hær af kendte skuespillere, så har du O.C. Madsen i hans rette element af sus og brus.

Perfektionistisk spænding

Når filmen alligevel ophober en vis grad af (perfektionistisk) spænding, skyldes det primært den historiske fascination og den dramatiske dimension af lille Danmark og de tapre mænd, der kæmpede imod besættelsesmagten. Skuespillerne er præget af hele filmens teatralske og selvransagende stil. Mikkelsen og Lindhardt bliver et lille stik i et større kortspil af likvideringer, der bliver serveret på et sølvfad. En enkelt fatal fejlcasting finder vi i Peter Mygind, der bliver nærved pinlig i rollen som Aksel Winther.