Valhalla Rising (2010)

    En stum kriger med overmenneskelig styrke holdes fanget af en høvding. Da han endelig slipper ud, starter en rejse ind i mørkets hjerte.


    I PAGT MED NATUREN

    Det tavse univers i Nicolas Winding Refns lyriske epos "Valhalla rising" er dragende og mættet med uendelige muligheder udi stemninger.
     

    I pagt med naturen

    Pagten med naturen bliver en berøringsflade: Dybt fængslende og med stor styrke trækker det golde og fugtige univers i betragteren og former en verden af dyster smerte og evig længsel efter at finde fred.
     

    Ekstremt dyster vikingetid

    I en ekstremt dyster vikingetid holdes Mads Mikkelsens stumme kriger Enøje fanget i lænker i et træbur midt ude i den bjergrige ødemark. Enøje er i besiddelse af ekstreme kræfter, og disse udnyttes af høvdinge til at indgå væddemål om bestialske slagsmål.
     

    Nådesløs hævntørst

    Med hjælp fra drengen Are lykkes det Enøje at undslippe, og efter en uundgåelig hævn på sin vogter, starter Enøje sammen med drengen en lang vandring ud mellem de ukendte bjerge.
     

    Indhyllet i tåge

    På flugt fra klanen havner Enøje og Are på et vikingeskib med kurs mod Norge, og indhyllet i en tæt tåge er det længe usikkert, hvad der venter dem. Da det nye land dukker op af tågen, nærmer Enøjes skæbne sig ligeså hurtigt.

    Gennemført asketisk
    Winding Refns fortællestil er stramt kontrolleret, og hvis man ser bort fra den til tider tungt opskruede musik, er filmen gennemført asketisk. Pagten mellem det tavse makkerpar og den mægtige natur er faretruende.

    Rødglødende kunstfilmsdramatik
    Dramatikken bliver rødglødende, når Winding Refn forfører ind i en forudsigende drømmeverden af blodrød rædsel, hvor hovedpersonens profilerede og skamferede ansigt venter på sin skæbne, og hvor de store søer bølger i forskellige ildevarslende formationer.

    Olmt og tungt lyddesign
    Lyddesignet er det meste af filmen olmt, tungt og bastant med rullende basgange og mystificerende uhygge, ikke uden inspiration fra Lars von Triers anvendelse af lyden som skæbnens varsel.

    Naturens egne lyde
    Men også naturens egne lyde benyttes som en central medspiller i skildringen af den ekstreme smerte og uopnåelige længsel efter fred. De tågeindhyllede bjerge og fugtens omklamrende tilstedeværelse står hårrejsende majestætisk i den pibende vind.

    Et vikingeeventyr
    "Valhalla Rising" er et vikingeeventyr på naturens præmisser, og den fugtige ægthedens kulisse er en af filmens store styrker. De meget få talte ord er velvalgt teatralske. Fastholdelsen af det ekstreme i fortællestilen former det ægte i mødet med det konstruerede.

    Inspiration fra Trier
    For mange vil stilen synes prætentiøs og ekstremt ulidelig. Winding Refn er ikke i besiddelse af Lars von Triers evne til at forene kunstfilmselementet med det mere folkeligt tilgængelige, men "Valhalla Rising" har ikke så lidt til fælles med Triers mesterlige tv-film Medea (1988).
     

    Luk af for Refns ord..

    Hvor det prætentiøse for alvor tager overhånd for Winding Refn er dog først og fremmest i hans egen programmatiske præsentation af filmen, hvor han i pressemateriale og interviews omtaler filmen som en meditation. Luk af for ordene og bliv betaget af billedernes magi i stedet.

    En lang rædselsrejse
    Filmens inddeling i kapitler peger også på den omtalte von Trier-inspiration, og de fem nogenlunde lige lange afsnit er en fint sammenhængende rædselsrejse mod en uundgåelig undergang i stil med Skærsilden.
     

    Meget stærk dramatisk faktor

    Tilstedeværelsen af naturen gennem hele filmen er en meget stærk dramatisk faktor, og Winding Refn er overbevisende i de fotografiske valg i det fugtige helvede. Mads Mikkelsens tavse hovedrolle er et særpræg i hans karriere og er vital i al sin sammenbidte udstråling.



    Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2010, Danmark, Storbritannien, Psykologisk drama, Eventyr, Fantasi, 100 min.

    Dansk titel: Valhalla Rising
    Instr: Nicolas Winding Refn Prod: Johnny Andersen, Henrik Danstrup, Bo Ehrhardt Manus: Roy Jacobsen, Nicolas Winding Refn Foto: Morten Søborg Klip: Matthew Newman Mus: Peter Kyed, Peter Peter
    Priser
    • RB - Bedste makeup
    • RB-N - Bedste skuespiller (Mikkelsen)
    • RB-N - Bedste manuskript
    • RB-N - Bedste kotsumedesign
    • RB-N - Bedste scenografi
    • RB-N - Bedste lyd
    • RB-N - Bedste musik
    • RB-N - Bedste klipning