Forellen (1942)

Ligesom Lauritzen / O’Fredericks’ Familien Olsen (1940) kredser Emanuel Gregers’ "Forellen" om den dårlige samvittigheds tyngende åg – et tema, der var yderst populært i dansk film under krigen.

Clara Møller (Bodil Ipsen) er den barmhjertige hustru til bankfuldmægtig Carl Møller (Emanuel Gregers, hans sidste skuespillerpræstation), der har taget af kassen og nu har til kl. 12 næste formiddag, hvis han skal nå at lægge pengene tilbage inden revisionen. Nu går Clara tiggergang blandt sine gamle bejlere og musikalske partnere, som hun ikke har set noget til i over 25 år, og hun er tæt på at sælge sig selv til den sleske direktør Phillip Strøm (Elith Pio). Men i sidste øjeblik indser både hun – og gemalen (heldigvis) – at det er mere værd at tage sin straf og starte på en frisk end at blive betalt ud af en beregnende og nedladende rigmand.
 

Hverken det ekstraordinært teatralske skuespil fra både Gregers og Ipsen eller den tamme studieiscenesættelse gør filmen noget godt. Snarere trækkes oplevelsen fra start ned i et dynd, hvor det tematisk frygtelige og uoprettelige dyrkes palliativt. Det former en nærved endeløs række af selvsmagende scener, hvor den ene overdrivelse er mere stiv og ubarmhjertig end den anden. Claras rundtur til først bibliotekaren Isberg (Ejner Federspiel) og siden teaterskuespilleren Langhoff (Aage Fønss) og altså endelige direktør Strøm har ikke den fjerneste dramatiske effekt. Andet end altså den overdramatiske, og dén er ikke køn.

Mange scener foregår i et ubegribeligt langsommeligt tempo, der kunne have klædt en bedre film, men i "Forellen" bliver det dræbende. Når musikken optræder, er det for det meste som en del af handlingen. Claras fortid som medspiller i et kammermusikensemble vækkes til live af Kai Normann Andersens mange arrangementer af klassisk musik. Men nogen egentlig effekt for filmens fremdrift har de ikke.