Medea (1988)

Det brede publikum har næppe kendskab til Lars von Triers tv-produktion "Medea", men filmen har så absolut heller ikke nogen bred folkelig appeal. Det er i mange henseender Triers mest personlige og indadvendte film – og samtidig hans mest rendyrkede hilsen til de store filmiske forbilleder Carl Th. Dreyer og Andrej Tarkovskij.

Æstetisk kommunikation
Triers intentioner med "Medea" er ren æstetisk kommunikation. Han vil ikke blot kommunikere et indhold, men ønsker også at frembringe en stærk oplevelse hos tilskueren. Og dette vanskeliggør modtagelsen for derved at skabe forskellige former for spænding, usikkerhed osv.

Efterladt Dreyer-manus
Trier har hentet direkte inspiration i Carl Th. Dreyers efterladte manuskript til en film, mesteren ikke nåede at realisere. I begyndelsen af filmen proklamerer en tekst, at det ikke er Triers intention at kopiere eller plagiere Dreyer, men at "Medea" er ment som en kærlig hilsen.

Uudslukkelig hævntørst
Historien bygger på Euripides skuespil: Medea (Kirsten Olesen) har ofret alt for sin mand Jason (Udo Kier), med hvem hun har to sønner. Da Jason – for at få magt – gifter sig med kong Kreons unge datter og dermed svigter sin kone, står Medea tilbage med en uudslukkelig hævntørst. Hun får et døgn af kongen til at forlade landet med sine børn, men Medea udtænker i stedet en frygtelig hævn.

Æstetiske sanser
"Medea" er en film med et sparsomt narrativt forløb. Triers fortolkning er mere en subjektiv lyrisk indføring i det historiske univers, og filmen appellerer helt og holdent til tilskuerens æstetiske sanseapparat.

Smukt og gribende
Ved hjælp af ekstreme og dog ganske enkle stemningsskabende virkemidler formes en verden så smuk og gribende, at det er svært at finde ord, der kan beskrive det. Det er en æstetisk fuldkommen oplevelse, hvor de enkelte billeder og scener skaber ultimativ fascination.

Uforståelig fortællestil?
Mindre trænede tilskuere vil næppe besidde de nødvendige tematiske kategorier til at bringe orden og mening i filmens associationer, og de vil som oftest forkaste film som denne, fordi de synes, den er kedelig og fordi der ikke er klare handlinger. Filmen opleves som værende uforståelig.

Mørke, tåge, regn og komplekse skygger
I skabelsen af stemningerne benytter Trier virkemidler og fænomener som mørke, tåge, regn, komplekse skygger eller forvirrende ansamlinger af objekter med uklare gensidige afgrænsninger.

Fortolkningslyst
Disse virkninger begrænser tilskuerens forståelsesmæssige adgang til rummet og skaber herved en stærkere følelse af nysgerrighed og fortolkningslyst: Scenerne er uafklarede, markant tvetydige – og handlingen er kun en slags anledning til tilskuerens udlevelse af sine mentale evner, der overskrider den ydre verdens begrænsning.

Kompromisløst kunstnerisk
Trier er fra første til sidste scene kompromisløst kunstnerisk indstillet. Scenerne bliver så nærværende og stoflige, at der næsten kan langes ud og røres ved begivenhederne – føle vinden, smage dråberne.

Markante stemninger
Grundigheden i og bevidstheden omkring belysningerne skaber markante stemninger, der skiller sig helt ud fra al bred almindelighed og går stik imod alle regler for lyssætning og fortælleteknik på film.

Følelsestyngde
Modlys, tåge, uskarphed og et udefinerbart lydspor med teatralsk tale og følelsestung musik skaber en dramatisk følelse af tomhed og uendelighed. Denne kulisse står så uhyggeligt stærkt til historiens voldsomhed og ækelhed.

Stoflighed og uafklarethed
I den svært forklarlige blanding af stoflighed og uafklarethed mødes alle sanser i synæstesi, og det er sjældent, man føler sig så nærmest "kødeligt" forbundet med en film, at man er med i krop og sjæl i alle scener.