Lost Horizon (1937)

Jovist – eventyrligt og sprudlende spidsfindig af en hollywoodfilm fra 1937, men Frank Capras "Lost Horizon" ender alligevel (efter en lovende start) temmelig mundtørt, sandpapiragtigt og kedeligt, simpelthen fordi det enormt vægtige Shangri-La-handlingselement helt savner tæft og fremdrift i sine (ganske vist Oscarvindende) kulisser.

Den britiske diplomat Robert Conway og en håndfuld civile bliver nødt til at foretage en nødlanding i Himalaya. Her reddes de af beboerne i Shangri-La, en afsides og paradisisk dal, der kan minde lidt om Edens have. Mens 2. verdenskrig langsomt nærmer sig udenfor, lever dalens typer trygt afskærmet bag bjergene — og for den trætte og desillusionerede Conway bliver den en næsten uimodståelig mulighed for at flygte fra alt.

Det hele begynder med et par fine scener, der leder op til et både spidsfindigt, humoristisk og veltimet "kammerspil" om bord på et propelfly på vej mod østens lyksaligheder. Her har skuespillerne endnu en chance for at spille op mod dynamikken i situationen, der også emmer af eventyrets uvished: Hvor tager flyet dem hen... og hvor galt kan det gå, da de efter gustne omstændigheder meget heldigt ender i en klat sne på en bjergtop? Men ak, hvis du troede, "Lost Horizons" var interesseret i survival of the fittest mellem skarpe bjergtoppe i fem meter sne, så bliver du helt sikkert slemt skuffet. I stedet skal vi trækkes med – lad det være sagt uden blusel – kedelige kulisseoptagelser af dette mærkelige mekka, hvis hvidbalance heller aldrig bliver troværdig (og det hele er meget hvidt i den sort/hvide ramme).

Lever eventyret for dig på denne baggrund – også med Dimitri Tiomkins buldrende score som nådesløs væg-til-væg-diktator, står de tabte horisonter muligvis mindre udtværede... og det kan således være, at Frank Capras film giver dig dét fikspunkt, som andre i hvert fald har svært ved at finde, når først det hele går i Shangri-La-mode.