La perra (2026)

Too Late to Die Young (2018)-instruktør Dominga Sotomayor udfordrer os her med en "hundefilm", der bestemt ikke er som de fleste andre i genren. I "La perra" bliver gadekrydset Yuri mere en slags reservedatter for den hårdføre øbo Silvia – og da hunden forsvinder, vækkes gamle traumer hos Silvia... hvilket også i et par fine og rørende sekvenser bringer filmen tilbage til barndommen på øen Santa María.

Med den barske natur som den primære hovedrolleindehaver er "La perra" egentlig allerede udstyret med en vinder i front. Fotograf Simone D'Arcangelo afsøger øens muligheder og gør dem levende i egne naturlige rammer – de rå klipper og dybe grotter bliver majestætiske. Fra start bor der også en høj nuttethedsfaktor i at lade en hvalp indtage den anden hovedrolle. Det har helt sikkert også været en sjov opgave for fotografen, især når handlingen udspiller sig direkte fra hundens point of view.

De bagvedliggende traumer i fortællingen står malet i de flestes ansigter – efterhånden også i hundens – men kommer en anelse uforløste i mål, selvom det er en kosmetisk hage ved en i øvrigt sensitiv og spidsfindig fortælling, der lykkes flot med at filmatisere den colombianske forfatter Pilar Quintanas roman, og som i langt de fleste sitautioner både er menneske- og dyrekender.