Bataille du rail (1946)
En gruppe franske jernbanearbejdere saboterer de tyske troppetransporter under besættelsen frem mod invasionen i 1944.
»JERN MOD JERN«
"Bataille du rail" (på engelsk "The Battle of the Rails", dansk titel "Kampen om Jernbanerne") blev René Cléments spillefilmsdebut. Den begyndte som en kortfilm bestilt af modstandsbevægelsens filmorganisation og jernbanearbejdernes netværk (Résistance-Fer), men voksede til en spillefilm. Den blev optaget i 1945, lige efter Frankrigs befrielse og er således allerede her helt exceptionelt autentisk i sin i øvrigt nærmest dokumentariske stil. Skuespillerne var hovedsageligt amatører og ukendte. Det var et bevidst valg: Clément ville have autenticitet, og mange af rollerne blev spillet af rigtige jernbanefolk (jernbanearbejdere, skiftespor- og lokomotivpersonale) samt lokale lægfolk, som til dels selv havde været med i modstandsarbejdet eller kendte miljøet indefra. Filmen vandt priser på den allerførste Cannes-festival i 1946 og blev en stor publikumssucces i Frankrig.
Det står reelt klart fra allerførste scene, at hér er der noget, som blandt andre nyere tids (danske) filminstruktører kunne tage ved lære af: Måden at skildre en modstandsbevægelse på, så det ikke bliver hverken patos, ynk, arketype eller forherligelse! Cléments film er alt det modsatte, og mødet med "Bataille du rail" bliver én lang dynamisk opslugende rejse ind i essensen af både vilje, frygt, opofrelse og styrke – personificeret primært i samtidige damplokomotivers rytmiske, osende, prustende virkelighed, der ikke behøver yderligere forklaring eller omsvøb af en dygtig instruktør. Det er æstetisk markant og fuldbyrdet tilfredsstillende at bevidne i Henri Alekans mesterlige fotografering, samtidig med at filmen hylder alle mulige små detaljer midt i kaos – helt ned til en edderkops bevægelser på en mur, betragtet af dén modstandsmand, der sekundet efter bliver likvideret.
Handlingen er simpel, men yderst kraftfuld, og den koncentrerer sig egentlig allermest om modstandsfolkene som en helhed og deres farefulde hverdag: En gruppe franske jernbanearbejdere, der saboterer de tyske troppetransporter under besættelsen frem mod invasionen i 1944.
Anmeldt i 2026 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
1946, Frankrig, Drama, Krig, Krigsdrama, Historie, Tog på film, Biler på film, 85 min.
Dansk titel: Kampen om Jernbanerne- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- CAN - International Jury Prize
- CAN - Best Director
- CAN-N - Grand Prize of the Festival-nominering