Monster: The Lizzie Borden Story (2026)

Fjerde sæson af "Monster"-serien blev den første, der beskæftigede sig med én blandt relativt få virkelige kvindelige seriemordere. Nemlig amerikaneren Lizzie Borden (Ella Beatty), der sidst i 1800-tallets bedre borgerskab lever i et så fornedrende, drivende frygteligt "fangenskab" hos din drikfældige bedemandsfar og onde, onde, onde, onde stedmor, at hun til sidst går så meget bananas, at begrebet øksemord får en ny overbygning.

De første tre episoder er virkelig habile og fortsætter de gode/onde takter, som særligt åbningssæsonen om Jeffrey Dahmer lykkedes så flot med. Men det bliver desværre ikke et niveau, som denne fjerde sæson kan holde – og efterhånden overtager en uklædeligt klæbrig, udpenslende, episk-feministisk dagsorden, der ovenikøbet helt utidigt indblander meget lange sekvenser, hvor vi følger en mere "moderne" kvindelig seriemorder, nemlig Aileen Wuornos (Sarah Paulson) med kvindekæreste. De sidste fem episoder vander mere og mere ud for at ende i et frygteligt sammensurium af dårligt disponerede beslutninger. Det smitter i meget høj grad af på hele oplevelsen, men så sandelig også på skuespillet – og hele stemningen.

Ergo sidder der en tam fornemmelse i kroppen efter 392 minutter i selskab med virkelighedens ventilerende kvindemonster, som, da hun først opdager tilværelsens ulidelige perspektiveringer (og blandt andet begynder at bolle med servitricen Bridget 'Maggie' Sullivan (Vicky Krieps) efter at selvsamme har indført hende i onaniens lyksaligheder), snart bliver en øksehævnerske, der aldrig ser sig tilbage. Ingen af skuespillerne får lejlighed til at føre det historiske drama helt troværdigt ud over rampen – og så er det påfaldende, så uopfindsomt Charlie Hunnam spiller sin bedemands/farrolle: Stort set identisk med dén præstation, han leverede i hovedrollen i denne series tredje sæson om seriemorderen Ed Gein.