V/H/S (2012)

    En gruppe voldsparate, hærgende amerikanske fyre hyres af en ukendt bagmand til at skaffe et sjældent vhs-bånd. Optagelserne på båndet viser sig ekstremt voldsomme.


    »HÅNDHOLDT HELVEDE«

    Her er nogle af de mest habile amerikanske (found footage)-gyserinstruktører gået sammen om en antologifilm, der rent faktisk hæver sig betragteligt over middel. Ikke alene er "V/H/S" stringent i stilen i sine sammenbindende og ypperligt indvoldsudkrængende fortællinger – der er også kvalitet og substans i de mange håndholdte ubehageligheder.

     

    En gruppe helt igennem usympatiske amerikanske fyre er godt i gang med at rasere et nedslidt hus. Det er herinde, de regner med at lokalisere dét vhs-bånd, som en ukendt bagmand har bedt dem vende tilbage med. Inde i huset bliver de ikke alene mødt af en (angiveligt) død mand i en lænestol... da først, de begynder at kigge vhs-bånd fra kælderen igennem, får de – og vi – en række klamsvedt ubehagelige fortællinger, hvor fællesnævneren er, at de alle er optaget med vhs-kamera, samt at de indeholder angst, død og forstyrrelse!

     

     

     

     

    Der er seks segmenter (= en slags gysernoveller) i filmen, hvoraf den ene udgør ovenstående rammefortælling. De enkelte gyserfortællinger fra vhs-båndet spænder vidt og ubønhørligt over flere genreelementer, der alle på forbilledlig vis udnytter de rystende, primitive, håndholdte rammer – som oplevet udelukkende gennem det hjemmevideofilmede og hermed stilistisk ublufærdige, ikke-rensede, tilfældigt klippede, filmede, lydunderlagte.

    Det er ikke mindst i denne spektakulært beskidte tilgang, at "V/H/S" tager sine fleste kegler – og så det faktum, at de involverede typer i de enkelte handlinger (som oftest spillet af instruktørerne selv og deres venner) står så meget desto mere skræmmende i det ufiltrerede univers. Her er der både et hårrejsende realistisk optræk til en gruppevoldtægt, der dog ender galt på en mærkværdigt omvendt måde, samt flere møder med krybende klaustrofobiske parforholdsseancer... med et twist, der tager blod med.



    Anmeldt i 2026 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2012, USA, Gyser, Mystik, Fantasi, Biler på film, Zombiefilm, 116 min.

    Dansk titel: V/H/S
    Instr: Matt Bettinelli-Olpin, David Bruckner, Tyler Gillett, Justin Martinez, Glenn McQuaid, Radio Silence, Joe Swanberg, Chad Villella, Ti West, Adam Wingard Prod: Roxanne Benjamin, Gary Binkow, Brad Miska Manus: Brad Miska, Simon Barrett, David Bruckner, Nicholas Tecosky, Ti West, Glenn McQuaid, Radio Silence, Matt Bettinelli-Olpin, Tyler Gillett, Justin Martinez, Chad Villella Foto: Eric Branco, Tyler Gillett, Justin Martinez, Andrew Droz Palermo, Victoria K. Warren, Michael J. Wilson, Adam Wingard Klip: Matt Bettinelli-Olpin, David Bruckner, Tyler Gillett, Joe Gressis, Glenn McQuaid, Joe Swanberg, Ti West, Adam Wingard
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation