M*A*S*H (1970)

En på mange måder banebrydende komedie, der både distancerer og indrammer krigens gru ved at lade humoren rulle frit i en amerikansk militærhospitalslejr under Koreakrigen. "M*A*S*H" cementerede Robert Altmans status som en særegent overblikspræget og ensemblekyndig instruktør, og skuespillerne trives overordenligt godt i den aparte spasmager-lejrkulisse.

Orden i kaos

I lejren hersker der på en god dag en slags orden i kaos, mens soldater bliver forsøgt lappet sammen. Læger, sygeplejersker og lidt lokale islæt vimser ubesværet ind og ud mellem hinanden, mens der fyres vitser af, flirtes, voksenmobbes og drikkes Martini.

Alles opmærksomhed vækkes...

Ofte lyder der mere eller mindre væsentlige lejrbeskeder over højttalerne, men da allekaldet på et tidspunkt bruges i en særligt mindeværdig scene, der involverer opstemte major Frank Burns (Robert Duvall) og major Margaret O'Houlihan (Sally Kellerman), vækkes alles opmærksomhed pludselig på samme tid...

Krigshverdagens ustabilitet

Skuespillerne lever sig helt vidunderligt ind i filmens næsten farcepræget komiske blik på krigshverdagens evige ustabilitet. Der er ikke nogen, der forfalder til halebenskomik, snarere er situationerne balanceret i en musikalitet, der smitter af på resten af filmoplevelsen.

Ligner ikke noget andet

"M*A*S*H" ligner ikke noget andet: Den er fræk som en slagterhund, evigt nysgerrig på egne muligheder og meget mere nærværende, end det ultrakomiske snit lægger op til. Krigen optæder aldrig i konkrete handlinger, vi ser kun ofrene for den, når de (bevidstløse) rammer Hawkeye Pierces (Donald Sutherland) blodige operationsbord.

Konglomerisk snit

Næsten helt fritaget for underlægningsmusik står filmen ærligere og mere råt i sit konglomeriske snit. Den amerikanske fodboldsekvens henimod slutningen er alt for lang og falder underligt umotiveret i helheden. To år senere kom tv-serien af samme navn, der buldrede derudad gennem 11 år og tilsvarende mange sæsoner!